Efter et noget turbulent 2024 for SVT, der bød på et Eurovision i kaos med demonstrationer, en artist der blev sendt hjem og sure delegationer, har de nu kunnet puste lidt ud i et par måneder. Nu er de klar til endnu en omgang cirkus Melodifestivalen rundt om i Sverige.
Til forskel fra de seneste år kommer de denne gang rundt i hele Sverige. Første delfinale afholdes i Luleå i Norrland, 900 km nord for Stockholm og 1500 km fra Øresundsbroen. De nordlige egne har derfor ekstra grund til at fejre i år.
Værterne
Værterne i år er Kristina “Keyyo” Petrushina og Edvin Törnblom. Keyyo er komiker og underholdningsvært, mens Edvin er podcast- og underholdningsvært. Edvin har en af de mest populære podcasts “Ursäkta” og Keyyo har været vært på store svenske shows og store seer programmer.
Nye regler i år
Der er kommet et par nye regler i år. For første gang i den moderne Melodifestival udgives sangene om fredagen kl. 00.00, så de kan høres inden showet om lørdagen. Tidligere blev de sange, der ikke gik videre til finalen, først udgivet efter hver semifinale, mens finalesangene blev udgivet efter sidste semifinale. Nu kan man lytte alt det, man vil, under alle seks uger.
En anden ny regel er, at kun tre sange går videre fra hver semifinale. Som altid går to sange direkte til finalen, men nu er der kun én sang, der går videre til finalekvalifikationen i den femte semifinale. Her deltager fem sange, hvoraf to går videre til finalen.
Mød ugens deltagere
Albin Johnsén feat. Pa – “Upp i luften”
Sangskrivere: Albin Johnsén, Christoffer Balazik, FERNAND MP, Mattias Andréasson, Pa Modou
Albin slog igennem i 2014 med sangen “Din Soldat”, der blev et stort hit i Sverige og lå nummer 1. Siden da har han udgivet seks albums, opnået mere end 300 millioner streams på Spotify og er blevet et kendt ansigt. Han debuterede som sangskriver i Melodifestivalen i 2015 og som artist i 2020. Dette er hans syvende bidrag i konkurrencen.
Pa (Pa Modou Badjie) er en gambisk artist, der nok er mest kendt for at være en del af humorspredergruppen Panetoz. Gruppen har deltaget tre gange i Melodifestivalen, første gang i 2014 med “Efter Solskin”. Pa har også deltaget to gange som sangskriver, hvilket gør dette til hans sjette bidrag i konkurrencen.
Maja Ivarsson – “Kamikaze Life”
Sangskrivere: Andreas “Giri” Lindbergh, Jimmy “Joker” Thörnfeldt, Joy Deb, Linnea Deb, Maja Ivarsson
Maja er kendt som en alsidig artist, men mest i den svenske rockverden, hvor hun har været frontkvinde i rockbandet The Sounds. Bandet har blandt andet optrådt hos David Letterman og været opvarmning for Foo Fighters og No Doubt. Hun har også deltaget i programmer som “Så mycket bättre” og “Sveriges mästerkock VIP”.Hun er kendt for sin råhed, personlige tekster og vilde energi i sine sange.
Hendes bidrag er skrevet sammen med Eurovision-vinderne Joy Deb, Linnea Deb og Jimmy “Joker” Thörnfeldt.
John Lundvik – “Voice of the Silent”
Sangskrivere: Jimmy Jansson, John Lundvik, Peter Boström, Thomas G:son
John Lundvik er ved at blive en sand Melodifestival-veteran. Han blev først kendt i 2010, da han skrev teksten til “When You Tell the World You’re Mine”, der blev sunget ved kronprinsesse Victorias bryllup. Han debuterede i Melodifestivalen i 2014 som sangskriver til “Natural” og som artist i 2018 med “My Turn”, hvor han blev nummer tre. I 2019 vandt han konkurrencen med “Too Late For Love” og blev nummer fem i Eurovision. Samme år skrev han også Storbritanniens bidrag “Bigger Than Us” og satte dermed en rekord ved både at have skrevet og fremført et bidrag i Eurovision-finalen.Han har en baggrund som atletikudøver på 100-meter-distancen, hvor han har flere svenske mærker og medaljer.
Hans nye sang er skrevet i samarbejde med Eurovision-vinderne Thomas G:son og Peter Boström samt Jimmy Jansson der “kun” har vundet en gang.
Meira Omar – “Hush Hush”
Sangskrivere: Anderz Wrethov, Dino Medanhodzic, Laurell Barker, Meira Omar
Meira er en alsidig artist, danser, influencer og tv-profil. Hun har rødder i Kabul, men voksede op i Sverige efter at hendes familie flygtede fra Taliban i 90’erne. Hun har boet i Bollywood i fem år, hvor hun udviklede sig inden for dans og skuespil, hvilket også gjorde hende til et kendt ansigt på YouTube.
I dag er hun mest kendt i Sverige for sin deltagelse i Netflix-serien “Love is Blind Sverige”, hvor hun fik en større følgerskare og bruger sine sociale medier til at tale om globale emner og menneskerettigheder.
Adrian Maceus – “Vår första gång”
Sangskrivere: Adam “Rymdpojken” Englund, Adrian Björklund, Adrian Macéus, Hugo Geijer Persson, William Pärlenskog
Adrian er sanger og skuespiller og slog igennem i stykket Billy Elliot på Stockholm Stadsteater. Han har optrådt i flere opsætninger og har udgivet et par sange på engelsk siden 2018.
Det var dog først, da han begyndte på Musikmakarna i Örnsköldsvik som studerende, at han tog en ny retning inden for musikken. Det er her, denne sang er blevet til. Foruden sin musikalske karriere er han også blevet en stemme i det svenske samfund i kampen mod mobning, hvilket har givet ham både priser og nomineringer.
Linnea Henriksson – “Den känslan”
Sangskrivere: David Lindgren Zacharias, Linnea Henriksson, Sebastian Atas
Linnea Henriksson blev kendt i den brede offentlighed, da hun blev nummer 4 i Idol i 2010. I løbet af de sidste 15 år har hun udviklet sig til at være en af Sveriges mest velkendte artister. Hun er både Grammy-nomineret, har vundet priser til P3 Guld og har deltaget i Så mycket bättre.
Hendes Melodifestival-karriere er lidt utraditionel, da hun startede som vært i 2020. Hun skulle have været kommentator sammen med årets regissør Edward af Sillén i 2022, men blev ramt af Covid. Derfor måtte Edward kommentere semifinalerne alene, inden de begge rejste hjem og kommenterede finalen fra Stockholm.
Odds på Melodifestivalen 2025, delfinale 1
Ifølge bookmakerne bliver det John Lundvik og Maja Ivarsson, som går videre til finalen, mens Albin ligger bedst ifølge odds til af snuppe pladsen til Finalkvalet.
Publikumsundersøgelse
Som altid laver den svenske fanklub Melodifestivalklubben en publikumsundersøgelse til generalprøven fredag aften. Resultatet blev som følger:
Hvem går videre?
Mit bud på, hvem der går videre fra denne delfinale:
Finale: John Lundvik og Maja Ivarsson
Finalkvalet: Meira Omar
Showet kan ses på SVT1 eller SVT Play kl. 20.00 lørdag aften.
NU KÖR VI!
Følg os på de sociale medier og hold dig opdateret om alt, hvad der sker forud for Eurovision 2025
På Facebook
På Youtube
På Instagram
På Bluesky
På X