Norge: Her er deltagerne i MGP 2023 – comeback til Ulrikke og Jowst

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Om 10 dage blænder NRK op for den første semifinale i årets Melodi Grand Prix, og allerede i dag blev årets 21 artister præsenteret ved et pressemøde på Marienlyst.

Blandt de netop offentliggjorte artister finder vi Ulrikke, som vandt MGP i 2020, men desværre ikke fik muligheden for at repræsentere Norge på grund af aflysningen af Eurovision Song Contest. Desuden er der også comeback til tre tidligere Eurovision artister, nemlig Jowst, som i 2017 repræsenterede Norge sammen med Aleksander Walmann, Kate Gulbrandsen, som var Norges repræsentant tilbage i 1987 og Stig van Eijk, som repræsenterede nordmændene i 1999.

Advertisement

Du kan se artistpræsentationen her.

Ingen sikre finalister og færre shows

Norsk Melodi Grand Prix 2023, også kaldet MGP 2023, består i 2023 af 21 sange. NRK har valgt at benytte et nyt format bestående af 3 semifinaler og en finale. Der er ingen forhåndskvalificerede artister, og alle artister skal igennem en semifinale for at kvalificere sig til finalen.

Værter på showet er Arian Engebø og Stian “Staysman” Thorbjørnsen.

Nyt i år er også afstemningsreglerne, idet man kun kan stemme på én artist i hver delfinale. De senere år har man kunnet stemme på op til tre forskellige artister pr. show.

Artister i Melodi Grand Prix 2023

Delfinale 1 (14. januar)

Ulrikke Brandstorp: «Honestly»
Ulrikke Brandstorp | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Jim Bergsted, Helge Moen, Ben Adams, Ulrikke Brandstorp, Joshua Oliver og Christoffer Gunnestad

Ulrikke Brandstorp blev for alvor kendt i Norge, da hun vandt MGP i 2020 med “Attention”, men pga. aflysningen af Eurovision fik hun ikke lov til at optræde med sangen på den store europæiske scene.

Hun skal i løbet af foråret spille hovedrollen som Sophie i musicalen “Mamma Mia”, og på sangskriverholdet finder vi et par af dem, der også stod bag (og inde i) sidste års vindere, Subwoolfer.

Eirik Næss: «Wave»
Eirik Næss | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Viktor Ljungqvist, Amalie Olsen og Eirik Næss

Eirik Næss har boet i London i syv år, hvor han brugte en stor del af tiden på musik. Sidenhen er han flyttet tilbage til Oslo og har spillet i flere bands, som strækker sig over alle mulige genrer lige fra heavyrock til julemusik.

Kate Gulbrandsen: «Tårer i paradis»
Kate Gulbrandsen | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Kjetil Mørland og Kate Gulbrandsen

I 2021 fik vi comeback fra MGP-vinderen fra 1986, Ketil Stokkan, og nu er turen så kommet til vinderen fra året efter, nemlig Kate Gulbrandsen, der med højt hår og stor stemme repræsenterede Norge i ESC 1987 med sangen “Mitt liv”.

Hun har siden stået på scenen i både Norge og udlandet og har været med i flere TV-udsendelser på norsk TV, og hun har allieret sig med MGP-vinderen fra 2015, Kjetil Mørland, som sangskriver. Lad os se om to vindere sammen kan komme i finalen i Trondheim i år.

Rasmus Thall: «TRESKO»
Rasmus Thall | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Rasmus Simon Vedvik Thallaug, Farida Louise Bolseth Benounis og Robin Alexander Vedvik Helmersen

Rasmus Thallaug er artist, producent og sangskriver, og sidste år spillede han piano for kæresten Farida i hendes MGP-bidrag “Dangerous”. Hun gengælder den tjeneste ved at være en del af sangskriverholdet på hans bidrag i år.

Han er barnebarn til Anita Thallaug, der vandt MGP for 60 år siden og derfor deltog ved ESC samme år, hvor Danmark som bekendt fik sin første sejr med “Dansevise”. Det gik dog lige modsat for vores norske venner, idet Anita Thallaug fik en sidsteplads med 0 points det år.

Alessandra Mele: «Queen of Kings»
Alessandra Mele | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Henning Olerud, Stanley Ferdinandez, Alessandra Mele og Linda Dale

Alessandra Mele er halvt norsk og halvt italiensk, som har boet det meste af sit liv i Italien men flyttede til Norge efter gymnasiet. Hun studerer på musikhøjskole i Lillehammer og er debutant i MGP i år.

Byron Williams Jr & Jowst: «Freaky For The Weekend»
Byron Williams Jr & JOWST | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Byron Williams Jr og Joachim With Steen

Manden bag masken lærte vi at kende som JOWST, da han vandt MGP i 2017 og fik en 10. plads i ESC samme år med “Grab The Moment”.

Joachim With Steen, som han hedder i virkeligheden, har i år teamet op med Byron Williams Jr, der kommer fra Miami og i Norge blev kendt, da han deltog i The Voice i fjor.

Umami Tsunami featuring Kyle Alessandro, Kristian Haugstøyl & Magnus Winjum: «Geronimo»
Umami Tsunami | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Torgeir Ryssevik, Carl-Henrik Wahl, Bjørn Olav Edvardsen, Sindre Timberlid Jenssen, Lasse Midtsian Nymann og Kristian Lund.

Umami Tsunami er et kollektiv bestående af sangskrivere, artister, producenter og folk, der arbejder med design og visuelle udtryk, og til årets MGP-bidrag har de tre unge featureartister, nemlig Kyle Alessandro på 16 år, Kristian Haux på 20 år og Magnus Winjum på 17 år.

Delfinale 2 (21. januar)

Sandra Lyng: «Drøm d bort»
Sandra Lyng | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Sandra Lyng, Erlend Torheim, Ferdinann West og Kristina Blakli

Sandra Lyng debuterer som artist i MGP, men sidste år var hun med som sangskriver for 2. pladsen NorthKid og deres sang “Someone”.

Hun har været i musikbranchen i en del år, og hun blev i Norge kendt allerede som 16-årig med sin deltagelse i “Idol”.

Jone: «Ekko Inni Meg»
JONE | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Morten Franck, Christopher Colin Archer, Christine Ekeberg, Audun Agnar Guldbrandsen og Jonas Nes Steinset

Jonas Nes Steinset, med kunstnernavnet JONE, debuterer i MGP i år, og han har i de seneste år specialiseret sig i syng-med-venlig festmusik på norsk. Vi må se, om seerne synger lige så meget med på hans MGP-bidrag, så de sender ham i finalen.

Swing’ it: «Prohibition»
Swing’it | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Martin Jarl Velsin, Jonah Charles Hitchens, Vebjørn Mamen og Sam Peter Norris

Gruppen Swing’it startede som gademusikanter i hjembyen Tønsberg i 2014, og siden dengang har de spillet hundredvis af koncerter i Norge, Europa og USA.

De har udviklet konceptet “prohibition”, som er et show med 1920’er-dans, burlesque og cabaret-musik, hvor publikum dresser op til lejligheden i ægte Gatsby-stil, så mon ikke deres bidrag i år også er at finde i samme stil.

Ella: «Waist»
Ella | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Raphaela Antônia Souza Silva, Timothy John Adam Gosden, Tristan Henry og Isabell Røren Hannevig

Ella, med det borgerlige navn Raphaela Antônia Souza Silva, blev født i Brasilien og flyttede til Norge som 12-årig. Sidste år udgav hun sin debutsingle “Criminal”, som blev brugt som en del af soundtracket til den brasilianske film “Me Tira da Mira”.

Alejandro Fuentes: «Fuego»
Alejandro Fuentes | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Alejandro Fuentes, Nermin Harambasic, Chris Young og Mateo Camargo

Alejandro Fuentes deltog i MGP i 2018 med sangen “Tengo Otra”, og med et i ESC-sammenhænge velkendt ord som titel på årets bidrag “Fuego”, fortsætter han i latino-stilen.

Han blev første gang kendt i Norge ved sin deltagelse i Idol i 2005, og siden har han haft succes både som soloartist og som en del af bandet Dei nye Gitarkameratene.

Bjørn Olav Edvardsen: «Turn Off My Heart»
Bjørn Olav Edvardsen | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Bjørn Olav Edvardsen, Christian Ingebrigtsen og Henrik Thala

Bjørn Olav Edvardsen var finalist i Idol i samme år som Alejandro Fuentes, nemlig 2005, og har sidenhen været med i flere produktioner på scene og i TV. Han debuterer som artist i MGP i år.

Elsie Bay: «Love You in a Dream»
Elsie Bay | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Elsa Søllesvik, Andreas Stone Johansson og Tom Oehler

Elsa Søllevik, med kunstnernavnet Elsie Bay, var med i sidste års MGP både som artist og sangskriver, og den bedrift gentager hun i år med sit eget bidrag “Love You in a Dream” og som sangskriver for Eline Thorp.

Hun fik sit gennembrud i duoen Elsa og Emilie og har bl.a. skrevet musik til den norske hitserie “SKAM”.

Delfinale 3 (28. januar)

Skrellex: «Love Again»
Skrellex | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Kai Thomas Ryen Larsen, Michael James Down, Will Taylor, Primoz Poglajen og Jonas Gladnikoff

Skrellex, med det borgerlige navn Kai Thomas Larsen, har arbejdet som musical- og showartist i over 15 år. Han debuterer i årets MGP som dragartisten Skrellex, og har bl.a. været mentor i programmet “Drag Me Out” og dragqueen i TV-serien “Drags”.

Den ene af sangskriverne, Jonas Gladnikoff, har stået bag et par bidrag i Dansk Melodi Grand Prix, nemlig Hera Björks “Someday” fra 2009 og Kristel Lisbergs “Who Needs a Heart” fra 2016.

Tiril Beisland: «Break It»
Tiril Beisland | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Emma Steinbakken, Emelie Hollow, Lars Rossnes og Benjamin Pinkus

Tiril Beisland er debutant i årets MGP og har en del sceneerfaring bl.a. som danser i Norsk Ballettinstitutt og skuespiller i Skedsmo Amatørteater.

Akuvi: «Triumph»
Akuvi | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Beatrice Akuvi Hosen Kumordzie, Andreas “Stone” Johansson, Anderz Wrethov og Konstantinos Vlastaras

Beatrice Akuvi Hosen Kumordzie, eller bare Akuvi, er med i MGP for anden gang efter at hun deltog i MGP 2020 med sangen “Som du er”.

Årets bidrag “Triumph” er skrevet i samarbejde med bl.a. de erfarne svenske sangskrivere Anderz Wrethow (Tusse – “Voices”, John Lundvik – “Too Late For Love” og Eleni Foureira – “Fuego”) og Andreas “Stone” Johansson (John Lundvik – “Too Late For Love”)

Atle Pettersen: «Masterpiece»
Atle Pettersen | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Andreas Stone Johansson, Hannah Dorothy Bristow og Atle Pettersen

Atle Pettersen er velkendt i Norge både som sanger og vært på forskellige TV-programmer. Han deltog i MGPjr for 20 år siden i 2003 med “Hekta på brett” og i MGP i 2021 med “World on Fire”.

Desuden har han medvirket i flere store musicals, bl.a. “Singin’ in the Rain”, “Jersey Boys” og “Beatles”.

Eline Thorp: «Not Meant to Be»
Eline Thorp | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Jonas Holteberg Jensen, Andreas Stone Johansson, Elsa Søllesvik og Eline Thorp

Eline Thorp slog igennem som artist allerede i sin tidlige ungdom, men pga. sceneskræk trak hun sig fra rampelyset.

Nu gør hun comeback på den store scene som MGP-artist, og med sangen “Not Meant to Be” skal hun bl.a. konkurrere mod sin egen med-sangskriver Elsie Bay, der selv deltager som artist i år.

Maria Celin: «Freya»
Maria Celin | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Sindre Timberlid Jenssen, Anna Timgren, Gaute Ormåsen, Benjamin Alasu og Erik Fjeld

Maria Celin har spillet teater og musicals siden hun var 9 år gammel, og hun blev kendt i offentligheden som deltager i “The Voice” i 2017. Der sang hun et cover af Beyonce“Runnin'”, som blev virkelig godt modtaget og har over 3,5 millioner afspilninger på Spotify.

Blandt hendes sangskrivere finder vi Gaute Ormåsen, der også stod bag (og inde i) sidste års vindende artister, Subwoolfer.

Stig van Eijk: «Someday»
Stig van Eijk | Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Tekst og melodi: Stig van Eijk og Beate Helen Thunes

Der er gået 24 år siden Stig van Eijk fik sit store gennembrud som artist, nemlig da han vandt MGP tilbage i 1999 med “Living My Life Without You” og fik en 14. plads ved ESC samme år.

Succesen var dog hjemme i Norge, hvor sangens single og det efterfølgende album solgte nok til guldplader. I år er han aktuel med flere pladeprojekter, foruden altså at være en af de fire tidligere MGP-vindere i årets felt.

Datoer

  • Onsdag 4. januar 2023: MGP-artister afsløres
  • Mandag 9. januar 2023: MGP-sange i semifinale 1 afsløres
  • Mandag 16. januar 2023: MGP-sange i semifinale 2 afsløres
  • Mandag 23. januar 2023: MGP-sange i semifinale 3 afsløres
  • Lørdag 14. januar: Delfinale 1 (Screen Studios i Nydalen)
  • Lørdag 21. januar: Delfinale 2 (Screen Studios i Nydalen)
  • Lørdag 28. januar: Delfinale 3  (Screen Studios i Nydalen)
  • Lørdag 4. februar: Finale (Trondheim Spektrum)

Hør sangene på Spotify