Lørdag går det løs i Rotterdam, når Litauen som det første land indtager scenen til deres første prøve klokken 10:00.
Det er nu, vi får at se hvad kunstnerne har arbejdet på, og hvordan de vil præsentere deres sang. Nogle vil tage den mere afdæmpede vej og lade sangen skinne igennem. Andre vil fyre den af og give 110% af deres energi. Og så er der de få tilbage – de ekstravagante, dem der går helt nye veje og introducerer seerne for en oplevelse, de ikke havde forventet at få.
Tidligere har Eurovision leveret flere mindeværdige sceneshows. Vi tager her et tilbageblik på nogle af de allervildeste – dem, vi hader at elske eller elsker at hade. Men, vigtigst af alt – dem, vi husker bedst. (Dette var oprindeligt tænkt som en top 5, men der var simpelthen for mange at vælge imellem, så her får I 20 vanvittige oplevelser).
Dschingis Khan – Dschingis Khan (Tyskland 1979)
Tyskland var de første til at komme med noget, der for alvor tangerede til vanvittigt, når det kommer til sceneshow. Den mongolske militærleder fik sig en hyldest af de mere mærkværdige, da seks tyskere i fuld krigskostume dansede sig helt op på en fjerdeplads med et irriterende catchy omkvæd og et voldsomt energisk show.
Sophie & Magaly – Papa Pengouin (Luxembourg 1980)
Luxembourg så tyskernes succes med kostumer, og tænkte: “Hvad kan mon være mere vanvittigt end en militærleder og krigskostumer?”. Derfor stillede de året efter op med en søsterduo i skinnende outfits – og så lige en stor mand klædt ud som pingvin, der gik rundt på scenen og opførte sig som – ja, en pingvin. Pingvinen fungerede også som kor sammen med tre kvinder, der ligeledes var klædt i glimtende pingvinoutfits. Europæerne var dog ikke lige så hooked på glimmerpingviner som på krigshelte, og Luxembourg måtte nøjes med en beskeden niendeplads.
Guildo Horn – Guildo Hat Euch Lieb (Tyskland 1998)
Igen er det Tyskland, der forsøger at skille sig ud på andre måder end blot musikken – Guildo Horn var et festfyrværkeri af energi og passion, men nogen stor sanger er han ikke ligefrem. Derfor måtte der andre midler til, og Guildo forsøgte sig bl.a. med det klassiske “under hvilken kop ligger bolden”-trylletrick, inden han tog en kop og satte den på sine ædlere dele. Derudover brugte han det meste af sin scenetid på at kæle med publikum inden han mod slutningen klatrede op i et tårn ved siden af scenen. Europa festede med og kvitterede Guildo med en syvendeplads.
Alf Poier – Weil Der Mensch Zählt (Østrig 2003)
Omgivet af udstoppede dyr med instrumenter, stjal Alf Poier opmærksomheden i 2003 med en akavet dans og en sang, der mest af alt lød som en børnesang. Lige indtil omkvædet altså, hvor musikken går over i hård rock, og Alf headbanger med hele kroppen, inden han går over i sin børnedans igen. Europa belønnede det med en sjetteplads, og det var nok mere Alf end sangen, der hev de mange stemmer i land.
Lordi – Hard Rock Hallelujah (Finland 2006)
Vi kommer selvfølgelig ikke udenom de finske monstervindere – Lordi vandt, som det første og hidtil eneste rockband nogensinde, en overbevisende Eurovision-sejr. Mange europæere blev nok temmelig chokerede, da de så årets finske kunstnere, og undervejs i den catchy heavy rock-sang, fik den alt hvad den kunne trække med fyrværkeri og attitude, inden forsangeren sluttede af med at udvikle vinger.
DJ BoBo – Vampires Are Alive (Schweiz 2007)
Længe inden Twilight var Schweiz allerede hoppet på vampyrbølgen. DJ BoBo ville overbevise os om, at vampyrer altså findes, og det gjorde de ved at stille op til Eurovision med bl.a. zombiedukker med hanekam og en mystisk dansetrup, der forsøgte at skabe uhygge i en scenografi fyldt med midnat og mørke. DJ Bobo endte lige under Drama Queen og gik ikke videre fra semifinalen.
Scooch – Flying The Flag (Storbritannien 2007)
De tidligere Eurovision-giganter har haft langt mellem snapsene i dette årtusinde, men 2007 må alligevel stå som et lavpunkt. Sangen var såmænd catchy nok, og sceneshowet passede fint til fly-temaet, men de pinlige små bemærkninger undervejs (“Would you like something to suck on while landing?”) tog alt fokus og endte formentlig med at koste Storbritannien en del point.
Verka Serduchka – Dancing Lasha Tumbai (Ukraine 2007)
Det er svært ikke at kalde disse tre minutter for et freakshow, for der foregår så meget, som er så svært at forstå. Men alt er pakket ind i den tykkeste ironi, og det er tydeligt, at det her skal være sjovt at se på. En draqqueen helt i sølv med en stjerne på hovedet, småseksuelle danse og den lille stikpille til Rusland (Lasha Tumbai lyder mistænkeligt meget som “Russia Goodbye”) – af en eller anden grund virker det. Tilsæt en forfærdeligt catchy melodi, som du ikke kan få ud af hovedet, og du har årets andenplads.
Dustin the Turkey – Irelande Douze Pointe (Irland 2008)
Årene efter Lordis sejr var det tydeligt, at flere lande gik efter chokeffekten. Et af de lande var ellers så polerede og pæne Irland, landet med de mange smukke ballader, som pludselig stillede op med en kalkun. Kan det blive mere skørt? Ja. Kalkunens kor var mennesker – der dansede som kalkuner. Teksten var ladet med ironi og musikken var larmende og elektronisk. Det gav sølle 22 point og Irland måtte se sig slået ud allerede i semifinalen.
Pirates of the Sea – Wolves of the Sea (Letland 2008)
I 2008 var Johnny Depp en af verdens mest populære skuespillere, fordi Pirates of the Caribbean var på sit højeste. Den succes ville Letland gerne snylte lidt på, og selvom der var meget lidt sørøvervise over den lettiske udgave af børnebandet Palle Pirat, så endte det alligevel med en hæderlig 12. plads til de piratklædte lettere.
Rodolfo Chikilacuatre – Baila El Chiki Chiki (Spanien 2008)
Det siger meget om publikums holdning til useriøse bidrag, at Rodolfo her kun lige når at slå første tone an på sin børnehaveguitar, før han er ved at blive overdøvet af buh-råb. Rodolfos sang handler om hans hjemmelavede dans – El Chiki Chiki – som består af fire elementer, som så gentages sangen igennem. En 16. plads blev det til – spørgsmålet er, om der blev danset mange andre steder end på scenen?
Elnur & Samir – Day After Day (Aserbajdsjan 2008)
Aserbajdsjans første deltagelse nogensinde blev den klassiske fortælling om det gode og det onde. Det er der ikke så meget odiøst i. Men englen starter sangen med en voldsom falset, som man gerne lige ville have været forberedt på, og djævlen sidder på sin trone og hælder blod ud over en danser. Til sidst vinder det gode selvfølgelig – og Aserbajdsjan blev belønnet med en flot ottendeplads i landets debut.
Zdob Si Zdub – So Lucky (Moldova 2011)
Vi kunne også være gået med Zdob Si Zdubs første grandprix-sang (den med den trommespillende bedstemor), men vi valgte 2011-bidraget, som fik fuld cirkus med ethjulede cykler, kæmpestore keglehatte af filt og et psykedelisk lysshow. Det blev til en 12. plads til den moldaviske gøglertrup, hvilket de formentlig var ret tilfredse med.
Buranovskiye Babushki – Party For Everybody (Rusland 2012)
Hvis du spørger en person, som ikke kender Eurovision, hvad det mest bizarre der kunne ske på en Eurovision-scene ville være, så var madlavning nok ret højt på listen. Ikke desto mindre stillede Buranovskiye Babushki – seks bedstemødre – op i fuld russisk folkedragt og bagte brød under sangen. De første tyve sekunder af sangen, hvor de seks bedstemødre synger hvad der lyder som en almindelig russisk folkesang, er ganske frygtelige at komme igennem, men så går festen ellers i gang, og de seks damer charmerer sig direkte ind på en andenplads.
Who See – Igranka (Montenegro 2013)
To astronauter stiller sig op og giver sig til at rappe på montenegrinsk. Der er fuld knald på lys, røg og dubsteprytmerne. Og så kommer der pludselig en cyborg-lignende kvinde op ad gulvet og begynder at synge. Forstår du meningen? Så er du ikke alene. Who See var ikke for alvor i nærheden af en finaleplads i Malmö.
Måns Zelmerlöw – Heroes (Sverige 2015)
Her er vi ikke ovre i det sjove hjørne, men i det mere fantastiske. Gode sange kan også have spektakulære sceneshows, og det beviste Måns, da han interagerede med en bagskærm, der tegnede til hans bevægelser. Måns mødte bl.a. en lille dreng og stoppede et regnvejr. Det hele krydret med en sang så god, at den endte med at vinde Eurovision Song Contest.
Sergey Lazarev – You Are The Only One (Rusland 2016)
Stærkt inspireret af Måns’ interaktive baggrundsskærm, havde Sergey Lazarev taget en lignende skærm med til Sverige. Men i andet vers viste det sig, at Sergey også kunne gå på sin. Grafikken er noget af det ypperste, vi nogensinde har set i Eurovision-sammenhæng, og Rusland blev belønnet med en flot tredjeplads.
IVAN – Help You Fly (Hviderusland 2016)
Her er der ikke tale om et kæmpe sceneshow, men alligevel en firstmover på Eurovision-scenen. De første tyve sekunder af sangen sidder Ivan nemlig splitternøgen på scenen og synger sammen med en ulv. Pludselig forsvinder de to, og afslører at Ivan i virkeligheden står bag hologrammet – heldigvis fuldt påklædt. Ivan blev ikke belønnet med en finaleplads, men det innovative show står stadig klart hos mange fans.
Hatari – Hatrið mun sigra (Island 2019)
Et sadomasochistisk helvede på jord – på islandsk? Ja, det var en af de store fanfavoritter, da Eurovision 2019 løb af stablen. Outfits var i lak og læder, stemningen var dystopisk og sangen var energisk dubstep. Få forstod hvad der virkelig foregik, men Europa var vilde med Hatari, som endte med at score en flot tiendeplads – Islands første top 10-placering i ti år.
Kate Miller-Heidke – Zero Gravity (Australien 2019)
Vi slutter med den, flest nok vil pege på, som den allerstørste wow-effekt. Kate Miller-Heidke ville ud, hvor der ikke er nogen tyngdekraft, så Australien investerede i store, bevægelige LED-pæle, som gik i et med bagskærmen – og så så det pludselig ud som om, Kate og hendes korsangere faktisk fløj rundt ude i rummet. Fantastisk scenografi, som gav Australien en niendeplads.