Georgien har generelt haft det svært med at finde deres stil og genre i Eurovision, og i år er ingen undtagelse. Et popnummer der lyder som mindst hundrede andre popnumre vi har hørt før. Jeg tror ikke at dette kommer til at blive et nummer vi skal holde specielt meget øje med i årets Eurovision, men kommer formentlig til at forsvinde i mængden.

“Firefighter” er et af den slags Eurovisionsbidrag, som ikke siger mig så meget personligt, men som ofte ender langt højere i den samlede stilling end jeg havde forudset.  Nutsa er en glimrende sangerinde og sangen bliver sikkert spillet på repeat i georgisk radio og på de lokale klubber. Det er dog ikke en, der får så meget gang i mine egen midaldrende danseben. Der skal nok falde nogle gode nabostemmer af til Georgien, så må vi se hvor langt det rækker. 

Endnu en pastiche på SloMo og især Unicorn, komplet med dancebreak og det hele. Hun synger godt, det må jeg give hende, men sangen kommer ikke rigtig nogen vegne. Starten er meget god, men så bliver det alligevel til alle klicheerne, som står i kø.

På papiret en lidt generisk og klichéfyldt popsang, som vi har hørt så mange gange før. Men Nutsa kan med sin stærke stemme og performance gen være nøglen, der sikrer Georgien adgang til finalen for første gang siden 2016.
Jeg forestiller mig, at vi får lige dele Hari MAta Hari og SloMo på scenen i Malmø – om det er nok kan kun tiden vise.

San Marino klarer sig overordnet set meget dårligt i Eurovision, og jeg er overbevist om, at i år ikke kommer til at være nogen undtagelse. Nummeret mangler sammenhæng og performancen får mig til at tænke, at de prøver at gøre noget skævt og anderledes bare for at gøre det, og ikke fordi der er en kunstnerisk eller performancemæssig ambition bag.

What am I looking at? dette bliver ikke året hvor San Marino kaster fordums dårlige præstationer af sig! Den gakkede rock performance er bedre repræsenteret ved andre lande. Det her er der noget amatøristisk og ugennemført over. Jeg griner ikke og jeg stamper ikke foden rytmisk i gulvet til det her. Jeg stirrer bare vantro på den optræden. Det virker som det nummer, der blev hevet med i den nationale finale for at peppe showet lidt op, men som ingen havde set vinde. Det gjorde den så, men endestationen for den overraskelse bliver semifinalen.

Det her er i en genre, som virkelig ikke taler til mig. Med fare for at lyde som en endnu mere gammel mand end jeg er i forvejen, så bliver det en omgang larm. Liveudgaven fra Una Vocce var rimelig miserabel, nok som resultat af en blanding af dårlig produktion, dårlig mikrofonteknik og en forsanger som mistede pusten undervejs. Det lyder bedre på den indspillede version, men det gør stadig ikke noget for mig.

San Marino har de senere år haft en af de længste udvælgelser i Europa. I år med auditions, 5 semifinaler, en second chance og en finale. Ser man bort fra kvaliteten på landets seneste Eurovision bidrag, så kunne en sådan udvælgelse godt have skruet ens forventninger lidt i vejret. Men jeg har igen måttet placere San Marino i Button 5. 11:11 virker i mine øjne både outdated, rodet og umelodisk uden skyggen af et memorabelt omkvæd. Der skal mere end en farverig og energisk optræden til at give San Marino en finaleplads i Malmø. Jeg savner Valentina og Serhat!

Ganske fin melodi og en fin akkordprogression, men ikke noget som giver mig de helt store håb for en topplacering. Letland har med en sejr tilbage i 2002 ikke den mest overvældende Eurovision historik, og i år bliver nok heller ikke året hvor vi skal se Letland blande sig i toppen.

I år er året hvor Letland i bogstaveligste forstand har fundet melodien. “Hollow” er en pivlækker, udtryksfuld ballade sunget til perfektion af Dons. Den giver mindelser til Arcade af Duncan Laurance og vil appellere til lige præcis det publikum, der elskede den. Jeg tror Letland skal belave sig på topplacering i år.

Det er sjældent, at vi fra Letlands side ser de her sange, hvor det er den gode stemme, der er med til at drive værket – og det synes jeg virkelig at vi får i år. Dons er virkelig behagelig at lytte på, og så kan jeg heldigvis også godt lide sangen. Min anke i forhold til sangen er, at der måske ikke er den store udvikling i sangen, men jeg er stadig meget positiv over for sangen.

Letland flyver lidt henover hovedet på mig, og jeg frygter at det samme sker, når stemmerne skal afgives i semifinale 2. Dons er en dygtig sanger og “Hollow” en fin ballade, som passer godt til Dons vokal. Men sangen er også meget forglemmelig i en semifinale fyldt med uptempo sange og humor bidrag.
For mig mangler der noget gennemslagskraft hos Dons. man skal kunne mærke, hvad han synger – Der skal f.eks. meget mere power og mimik på, når han synger “It’s killing me slow”.
Men jeg håber det bedste for LEtlands fine ballade.

Jeg synes virkelig at det klæder Armenien at sende noget mindre generisk og mere originalt og nationalt præget. Jako er super original i sit udtryk og opgøret med kvindestereotyper er også meget velfungerende for et tidligere Sovjetland der prøver at gøre op med en kvindeundertrykkende fortid. Derudover går man aldrig galt i byen med et trompet tema der sidder fast i hjernen for hver gennemlytning.

Jeg bliver totalt glad i låget af den her sang. Både kompositionen og den fantastiske sangerinde bidrager til det. Hun har en udstråling, som gør alverdens stafage overflødig og alligevel har den fået alt hvad den kan trække på ægte Bollywoodmanér. Jeg både danser og synger den her sang i hovedet efter gennemlytningen. Den franske trompetist sætter trumf på triumfen fra Armenien med sine habile toner. Way to go Armenien!

Så er der etnopop for alle pengene. Jeg føler mig hensat til en bollywood-film, som jo ganske vist ikke er armensk, men alligevel fornemmer man, at det her er ægte armensk. Jeg elsker, at hun synger på armensk, jeg elsker trompeten, jeg elsker la lai lai la-omkvædet. Jeg kommer til at tænke på Inga & Anush, som de jo fik en 10. plads med i 2009. Jeg håber virkelig også at de får en top 10 placering med ”Jako”, og også gerne bedre, for jeg synes det holder fuldstændig. Jeg er meget begejstret.

Jeg elsker normalt de autentiske Eurovision sange med nationalt særpræg og bliver glad, når lande vælger en opskrift, der går udenom mainstream/radiohit skabelonen. Jeg synes dog ikke Armenien rammer helt plet med “Jako”. Det er en festlig og farverig energiudladning med mange gode elementer, herunder Jaklins stærke vokal og karisma. omvendt så er der bare noget i musikken og melodien, der bliver et turn off for mig. Det samme med la la la omkvædet.

Det danske melodigrandprix i år var mildest talt en skuffende oplevelse, men jeg vil mene at Saba trods alt var det bedste alternativ af en pulje af ikke særligt gode bud. Sangen er desværre let at glemme, men heldigvis er Saba en super cool og bemærkelsesværdig artist, så lad os håbe, at det vil give os en mulighed for at gå til finalen i år. Jeg er dog ikke sikker på, om Sand er et stærkt nok nummer til en faktisk kvalifikation.

Åh hvor jeg dog bare håber, at vi skal juble over en dansk finaleplads i år og jeg tror “Sand” er et godt bud på det. Saba har den lækreste stemme og kan hun holde nerverne i ro, tror jeg også på, at hun synger os langt ind Eurovisonsugens hellige lørdag. Vi har ikke en sang med finalevinder-potentiale i år, men efter tre magre år kan mindre også være nok til at redde æren og give alle ikke-grand prix-nørder entusiasmen ved konkurrencen tilbage.

Jeg var jo ikke så begejstret for ”Sand” ved Dansk Melodi Grand Prix, og syntes den var mindre interessant end mange af de andre sange. I denne sammenhæng tror jeg dog, at den vil gøre sig godt. Det er en gedigen popsang, hvor der umiddelbart er lagt op til et relativt enkelt, men æstetisk sceneshows, blandt nogle sange der nok bliver præsenteret med lidt vildere sceneshows, og det kan jo bestemt også noget. Hun synger jo virkelig godt, Saba, og forhåbentligt er det kommet så meget styr på teknikken, så den usikkerhed som kom lidt til udtryk ved Dansk Melodi Grand Prix er væk. Jeg er stadig ikke helt oppe og ringe over selve sange, men anerkender at det er godt håndværk, som er flot præsenteret.

SAND er i mine øjne Danmarks bedste bidrag, siden vikingerne indtog scenen i Lissabon, og jeg håber virkelig, Danmark får sin velfortjente finaleplads i Malmø! SABA er en fantastisk repræsentant for Danmark, som skiller sig ud på nogle af de samme kvaliteter, vi så hos Emmelie de Forest i 2013: Den stærke vokal, store indlevelse, likeability og ikke mindst hendes ydmyge, åbne og ærlige tilgang. SABAs formidlingsevne og karisma løfter et i forvejen stærkt og velproduceret bidrag, og man kan ikke undgå at føle smerten over forholdet, der ligesom et sandslot smuldrer mellem fingrene.
Jeg kan godt li’ den simple præsentation med SABA i hvidt på et plateau, men jeg savner en stærk visuel oplevelse til i højere grad at understøtte teksten – a la Jamala’s 1944.
Som 1/10 af årets danske jury håber jeg ekstra meget på dansk Eurovision succes i Malmø. Wehbe var også involveret i Danmarks sidste finaleplads, mon det er en tilfældighed?

Måske i min optik et af årets absolut værste numre. Jeg forstår overhovedet ikke hvad der foregår i hverken selve sangen, performance eller noget som helst. Infernal på en dårlig dag. Det er en ommer Østrig, lad os komme tilbage til fantastiske solister og numre som Conchita og Cesar SampsON

Rave med sexede undertoner. Tja hvorfor ikke. Hvis de halvt afklædte mænd i videoen også optræder på Eurovisionsscenen bliver dette i hvert fald ikke et tissepausenummer for mig. Ja tak, jeg vil gerne “rage”, jeg mener rave ;-). Kaleen og holdet bag sangen bruger også her det berømte trick med at sætte “ord” på en rytme. Kroatien kommer langt med dette kneb, som altså bare har noget sinddsygt fængende og opmærksomhedsskabende over sig: Jeg kommer ikke til at give synderligt mange, hvis nogen points til Østrig, men jeg kommer til at brøle “We rum de dum da dum We will Rave” undervejs

Så er er ellers rave for alle pengene. Det er jo et meget enkelt nummer, og spørgsmålet er, om de for alvor kan få overført det her til scenen, og få det til at fungere. Egentlig synes jeg det fungerer godt, måske fordi det er så enkelt og lige ud ad landevejen. Jeg kunne godt se mig selv danse til den, og synge med på ”We will rave”.

jeg ville rigtig gerne rave med de hårde drenge i 2022, men Kaleen giver mig ikke helt “Fuld effekt” 😉 på den ene side så kan jeg godt lide denne her catchy og festlige rejse tilbage til mine unge dage. Men omvendt så har “We will Rave” ikke det jeg leder efter i en Eurovision vinder. Jeg ender dog på en pæn karakter på grund af den stærke produktion (well done Thomas og Julie!) og fordi alt i bidraget og fremførelsen er 100% gennemført. Kaleen giver mig sexede Baywatch babe vibes og jeg tror, hun kommer til at hente mange seerstemmer.

årets tjekkiste bidrag er desværre ret skuffende. Tjekkiet har de sidste cirka 5 år virkelig kommet ovenpå, sendt mega bangers og generelt fået meget stærke placeringer. Det tror jeg dog ikke vi skal forvente i år. Jeg tror ikke denne sang går videre fra semifinalen

Meget kan man sige om Tjekkiets bidrag i år, men noget på hjerte det har den gode Aiko i hvert fald. Teksten leder tankerne hen på Miley Cyrus og “Flowers”. “Pedestal” er en  god break up-sang om at genfinde sin selvrespekt efter den måske i en periode har befundet så langt under gulvbrædderne, at man har kunnet vaske tæer i grundvandet. Men her ophører sammenligningen så også. Jeg er meget spændt på at se, hvad Aiko kan udrette på scenen for det er nok hendes unikke udstråling og udtryksfuldhed, der vil kunne trække “Pedestal” over i finalen. 

 Nogle gange når man hører en sang, så lytter man ikke rigtig efter teksten, og sådan var det for mig, de første gange jeg hørte Pedestal – og så syntes jeg at det var lidt af en omgang larm. Når man så lytter efter teksten, så er det som om det alligevel giver ret god mening. Aiko får lavet et klart statement i forhold til at man som kvinde skal sætte sig selv på – ja, en piedestal. Det er stadig ikke rigtig min genre, men jeg kan godt se og høre, at den har noget.

At komme over sin ex er der skrevet tusindvis, sikkert millionvis, af sange om. Denne her bidrager i min verden ikke rigtigt med noget nyt. Energien er der, men hverken genren eller fremførelsen gør noget for mig. Vokalt er der rum for forbedring og især under Aikos “fitness”-scene mister hun pusten, så flere ord næsten ikke høres. Jeg tror, det bliver et farvel til Tjekkiet i semifinalen.

Jeg bliver altid en lille smule blød i knæende når de græske bidrag indeholder buzouki og zorba. De traditionelle græske elementer kombineret med en tung 4 i gulvet gør simpelthen et eller anden for mig, og jeg synes det virker. Jeg er sikker på, at denne her nok skal blive en ren crowd pleaser, og at folk i Malmö Arena kommer til at danse zorba hele vejen rundt.

Hurra! Grækenland skal da i hvert fald ikke beskyldes for at pakke sin nationale sound væk af frygt for ikke at appellere til udenlandske seeres smag. “Zari”  er græsk med græsk på -både i sit udtryk og stil. Selv videoen har et ironisk hip til os turister, som nogle af os nok fremstår for lokalbefolkningen når vi besøger landet. Selv en lille hilsen til Theodorakis og den store græske klassiker  “Zorba” er der blevet plads til som baggrundstæppe for bidraget. Jeg hylder det nationale særpræg, men tror desværre ikke, at seererne vil belønne den med topkarakterer. Dertil er den lidt for monoton.

Jeg har jo i tidligere videoer været noget efter de poppede sange med masser af dancebreaks. I og for sig har sangen her jo nogle af de samme features, men jeg synes alligevel at Zari skiller sig positivt ud. Der er lidt mere græsk særpræg over sangen her, og det virker mere gennemarbejdet end visse af de andre sange. Jeg håber de får genskabt den turistreklame-stemning som der er i videoen, for det giver et sjovt og lidt selvironisk indtryk, som jeg synes er sjovt.

Point for det autentiske i “Zari”. Det gør mig glad, at Grækenland ikke går “Replay”-vejen, men i stedet inddrager traditionel musik i en kombination med en mere moderne lyd. På den negative side så har jeg personligt svært ved at høre sangen til ende, og jeg synes, opbygningen og manglen på omkvæd gør den svær at huske – især når SEERNE skal stemme efter en gennemlytning. hvis man kan genskabe stemningen fra videoen på scenen, så er finalepladsen bestemt indenfor rækkevidde.

Albanien sender i år en meget standard Eurovision sang. Det som jeg tidligere har beskrevet som en hverken/eller sang, fordi den nok ikke generer nogen, men samtidig kræver en hel del af live performance for at blive husket. Dog synes jeg at det sidste omkvæd hvor beatet bliver dobbelttempo hjælper sangen en lille smule, jeg ville dog have ønsket at den stil havde været mere gennemgående for nummeret

I år er der heldigvis en del lande, som har haft modet til, i større eller mindre grad, at forlade hovedvejen og tage en bivej med mere nationalt særpræg. Jeg ville ønske, at Albanien havde været et af dem. Det havde klædt “Titan” at være sunget på albansk og tilsat nogle lokale instrumenter. I sin nuværende form bliver det nok mit tissepausenummer. Den går ind ad det ene øre og og lige så umærkeligt ud ad det andet uden at efterlade det mindste spor eller efterfølgende nynnen.

Det har hjulpet lidt på sangen at blive oversat til engelsk – sådan er det ikke altid, men her synes jeg det gør noget godt. Besa er en dygtig sangerinde, som også live har vist at hun kan bære sangen her. Jeg er stadig ikke helt oppe og ringe over den, for den mangler noget unikt, noget der gør den mere end gennemsnitlig. Den er behagelig at lytte på, men heller ikke mere.

Albanien er ofte garant for autentiske bidrag med noget på hjerte og et traditionelt albansk særpræg. Zemrën N’dorë skilte sig (i Festivali i Këngës) langt mere ud end slutproduktet, den engelske revamp “Titan”, og jeg synes desværre optimeringsprocessen er slået fejl. Vi står tilbage med et generisk bidrag, som ikke rigtig efterlader noget indtryk, og hvor magien er forsvundet.
Besa er en stærk sangerinde, men det vil kræve en unik optræden at sikre Albanien en finaleplads.

Det spanske bidrag Slomo med Chanel var i 2022 lige ved at løbe med sejren, og Maltas bud i år har helt sikkert tænkt, at de ville gøre det samme hvis de bare kopierede det til mindste detalje. Dog i en markant værre version, i både musikalsk opbygning, vokal præstation, og koreografi og dans. Nummeret er ikke specielt genkendeligt og både solist og dansere ser ud for at kæmpe for deres liv for at komme igennem en meget under middel præstation.

Malta går vanen tro mainstream-vejen med “Loop”. Sarah Bonnici løfter den ikke højere end kompositionen i sit udgangspunkt er. Jeg tror salen vil flytte samba-fødderne til sangen og kan godt se potentialet i den som kommende radio/ klubhit. Jeg tror det står og falder med sceneshowet, om Malta lægger sig i højre eller venstre side af scoreboardet når Malmø slukker projektørerne efter midnat den 12. maj.

Sådan her lyder det, hvis man laver et mash-up af alle de letbenede popsange, som vi har hørt fra især diverse middelhavslande i de senere år. Vi har de tunge rytmer, de mandlige dansere, den langbenede og langhårede sangerinde, og ikke et, men hele to dancebreaks. Det er alle de billige tricks, og det kommer helt sikkert til at se godt ud på scenen – så mangler der bare en god sang. Den har de så ikke rigtig nået at få lavet, selv om der er otte sangskrivere på sangen, blandt andre Joy og Linnea Deb. 

Bidrag som Fuego, SloMo og Unicorn – for slet ikke at tale om *Replay* (et ord der også spot-on beskriver Loop) – er ikke gået ubemærket hen, da årets maltesiske bidrag blev til. Jeg har tidligere talt om den type bidrag, der gør at jeg elsker Eurovision. Loop er ikke et af dem! Både tekst, komposition og vokalpræstation hører til i den middelmådige afdeling, og den eneste måde Malta kan avancere til finalen på, er med et forudsigeligt sceneshow, som kommer til at ligne de førstenævnte bidrag og høste seerstemmer på et velkoreograferet show – Med dancebreak(s).

Jeg kan altid virkelig godt lide at lytte til fransksproget popmusik, der er noget i sproget som virkelig er klædeligt at synge på. Jeg ved dog ikke om jeg synes, at nummeret er et stærkt nok come back til Luxembourg som har været ude af konkurrencen i en lang årrække.

Jeg elsker, at Luxembourg er tilbage i konkurrencen. De har været savnet -ikke mindst for den musikalske kvalitet, de altid har været garant for. Jeg elsker den her sang. Så melodiøs og SÅ , ja undskyld Luxembourg, fransk i sit udtryk og tradition. Mit francofile hjerte jubler og danser med til denne lækkerbisken af en popsang. Velkommen tilbage på venstre side af scoreboardet Luxembourg.

Det er virkelig velkomment, at Luxembourg er tilbage i Eurovision – men hvor ville jeg dog have ønsket, at de havde en stærkere sang. Tali gør det fint, og der er fuld smæk på med dygtige dansere og det hele, men sangen er bare ikke det store sus. Det er forglemmelig metervarepop, som i hvert fald ikke siger mig det helt store.

Allerførst et varmt velkommen tilbage til Luxembourg, som i årenes løb har leveret så mange flotte og mindeværdige Eurovision sange. Med “fighter” bliver jeg – trods sprog – sendt tilbage til 00’ernes skønne uptempo etno popsange fra f.eks. Azerbaijan, GRækenland, det daværende FYR Makedonien, Tyrkiet OSV.
Mixet af fransk og engelsk er lavet på en effektiv og intelligent måde – det samme kan siges om opbygningen af omkvæddet. Tali løfter “Fighter” til nye højder i sin live optræden OG MED SIN TILSTEDEVÆRELSE.
jEG SER IKKE lUXEMBOURG BLANDE SIG I TOPSTRIDEN I DEBUTÅRET, MEN TROR BESTEMT VI FÅR tALI AT SE I FINALEN.

Jeg er aldrig helt nået med på vognen med de potugisiske ballader. Jeg tror at dette nummer nemt vil blive glemt i mængden, men jeg har tidligere tænkt det samme om potugisiske ballader, som har vist sig at klare sig godt. Dog vil jeg ikke mene at nummeret er noget for mig.

Det er noget i mig, der indimellem kan savne den tid, hvor alle lande sang på originalsprog og stillede med sange, der havde et nationalt særpræg. Det var garanti for diversitet frem for en masse mere eller mindre enslydende popsange. Den del af mig værdsætter, at Portugal igen forsøger sig med natianalgenren Fado. Desværre fænger denne sang  mig ikke rigtig, men tak for at være modige Portugal.

Portugal har virkelig været leveringsdygtige i nogle flotte og meget kunstneriske sange i de senere år. De er ikke bange for ikke at være mailstream, og det er de heller ikke i år. Jeg er endnu ikke blevet fanget af sangen i år, selv om det ser flot ud på scenen og Iolanda synger godt. Sangen virker bare ikke særlig stærk.

portugal skuffer aldrig, når der gælder autentiske sange og ægte portugisisk musiktradition. Iolanda er en stærk sangerinde og alt i alt er Grito en fin sang med skønne fado-vibes. Desværre rammer bidraget mig bare ikke, jeg vil ikke kunne nynne sangen, efter at have hørt den, og jeg glemmer generelt, at den eksisterer.

Jeg føler at nummeret kunne være en lipsync sang fra RuPauls Dragrace. Med det rigtige sceneshow kommer det garanteret til at ramme det publikum som det er meningen sangen skal henvende sig til, men et super catchy hit synes jeg ikke det er.

“Milkalila” eller “One Blood” på engelsk kan efter min mening tolkes som den aller mest subtile kommentar til verdens uroligheder, ikke mindst dem, der desværre også påvirker vores elskede sangkonkurrence: Vi er alle mennesker indeni uanset forskelle udenpå og i de omstændigheder, vi lever under.  

Vokalerne er fænomenale, men jeg føler, at denne sang i højere grad netop danner rammen om et vigtigt budskab iklædt smukke stemmer, mere end en egentlig lækker komposition. Det skal der trods stadig også til for at gøre det godt i Eurovision.

Det her er en de sange, som dybest set kunne være et minut lang, uden man følte at man gik glip af noget. Den er virkelig repetitiv, og i en genre som ikke rigtig gør noget for mig. Zaachariaha Fieldings stemme skiller nok også vandene. Jeg når at blive træt af den, og igen savner jeg noget musikalsk variation. 

Australien går i år rent ind hos mig med hele 3 ting, jeg virkelig elsker: sange med etnisk særpræg, Synth-pop og så duoen Electric Fields. Jeg faldt pladask for især Zaachariaha, da duoen deltog i den australske udvælgelse i 2019 med min (tæt på) yndlings all-time National selection favorit “2000 and whatever”. I år får de endelig chancen i ESC og selvom “One Milkali” ikke når 2019-bidraget i komposition og Catchiness, så er Australien stadig blandt mine favoritter i år. På samme tid er “One Milkali” et bidrag med stærke australske rødder, som både gør brug af Yankunytjatjara-sproget og den kendte australske Didgeridoo, men samtidigt en reminder om, at vi alle er “One blood” på tværs af grænser. Et perfekt budskab til alle os, der er “United by Music”.

De mange små tekstfinurlighed, der underbygger budskabet om samhørighed, pirrer min nysgerrighed, f.eks. tallet 0.618 (The Golden Ratio, som symboliserer harmoni), Fleedwood Mac (et af mine yndlings 80’er bands) og The Janets (kendt fra The Good Place). Jeg kunne blive ved, men stopper nu og håber, at Electric Fields, against the odds, snupper en finaleplads. Med duoens vilde live optrædener, tror jeg bestemt, det er muligt.

Årets nummer fra Aserbajdsjan er på samme måde som årets nummer fra Armenien, det klassiske hverken/eller nummer. Jeg kan såmænd ganske godt lide det, det generer ikke nogen, men det får heller ikke folk til at vende hoveder.

Azarbajdsjan udviser lidt mere mod i år og går ikke den ellers klassiske vej: “Lad os få en svensk popsnedker til at skrive et mainstream popnummer, som ingen slår sig på og nogle smukke unge mennesker til at synge det”. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde genren bag dette nummer, men jeg synes det dejligt eksotisk og svinger. Jeg elsker de inciterende sambarytmer og at der også synges på origanalsprog undervej. Baku skal dog ikke gøre klar til internationalt ryk ind til næste år.

Det er virkelig nogle smukke stemmer vi bliver præsenteret for fra Azerbaijan – i hvert fald hvis de live lever op til det vi ser i videoen. Det er også dejligt med nogle dramatiske violiner. Det ændrer dog ikke på, at sangen bare er virkelig kedelig, og ikke rigtig har nogen udvikling. Jeg mangler, at der sker et skift, noget der overrasker, noget der rykker ved mig. Det kommer bare ikke.

Azerbaijan leverer i år noget af det, jeg elsker højest ved Eurovision. En sang med et etnisk særpræg, og som man kan mærke. Özünlə Apar skilleR sig bl.a. ud på sit mellemøstlige beat, fløjteN, violinen og den smukke mugham -vokalstil.
Topkarakteren udebliver imidlertid fra min side på grund af, at det hele ender med at være lidt for fladt og forglemmeligt.
etniske ballader har det ikke altid nemt i Eurovision og nok især TV-seerne kunne godt overse denne perle, hvorfor jeg frygter for Azerbaijans overlevelse i semifinalen.

Moldovas generelle Eurovision statistik er meget svingende. De har endnu ikke fundet den røde tråd der sikrer dem en jævn deltagelse i konkurrencen, og for mig personligt kan Moldova let svinge imellem at være mine absolutte favoritter til at være længst nede på listen. I år tror jeg dog desværre det er det sidste.

Jeg elsker den vildt stærke personlighed, der lyser ud af både forsanger Natalie og sceneshowet. Trods de lidt primitive sceneomgivelser i den nationale finale kan jeg sagtens se denne optræden skille sig ud på den avancerede scene i Malmø. Om selve kompositionen vil gøre det i tilstrækkelig grad har jeg svært ved at blive enig med mig selv om, men noget i mig kan godt lide det her. 

 Om man er til det her ret enkle og meget stilistiske nummer er jo en smagssag, men jeg bliver faktisk fanget af det. Jeg synes sangen har en spændende lyd, og de formår at holde mig fanget hele vejen igennem, selv om der i virkeligheden er ikke er super meget udvikling i sangen. Det er mere unikt end så meget andet i år.

Der er langt op til “The Middle” for Moldova i denne her udgave. Jeg vil ikke engang gøre brug af den nærliggende Middle Of THe Road-beskrivelse, for der er i mine øjne ikke meget positivt at komme efter i en sang, som ikke rigtig byder nogle højdepunkter (Argrr! vi bliver in The Middle), er for repetitiv med sine  ta-ra-ra-ra-ta-ra-ra-du, ah, ah, oh, ah og leverer en tekst fyldt med clichéer.

Selvom Raiven prøver at ligne Lady Gaga i musikvideoen, står nummeret i sig selv ikke stærkt nok, og jeg er bange for, at det ikke kommer til at skille sig ud live.

Der er noget dragende ved denne sang og ved sangerinden Raiven. Selvom jeg ikke rigtig forstår den (heller ikke når den er oversat til engelsk), så er jeg alligevel ikke i tvivl om, at hun har noget på hjerte. jeg elSker det udtryksfulde i fremførelsen, men tvivler på, at den vil være en lækkerbisken hos seerne. Stemmer fra nabolandene er nok Raiven og co’s bedste chance.

 Da jeg skulle skrive denne kommentar så jeg Raivens optræden fra den kroatiske nationale finale. Det var jeg glad for, for der så jeg, at hun er ret karismatisk på en scene, og gør sangen spændende. Der skal dog også lidt for at den for alvor bliver rigtig spændende, for sangen er i sig selv ikke en de rrammer mig på meget.

Årets slovenske bidrag fortæller historien om Veronika of Desenice, som forelskede sig i en adelsmand og stak af for at blive gift med ham. Adelsmandens far beordrede dem efterfølgende arresteret og beskyldtE Veronika for at udøve heksekraft mod sønnen. På trods af en frifindelse i retten, beordrede faren, at Veronika skulle druknes.
Med den historie i baghovedet giver teksten (og vandscenerne i musikvideoen) så absolut mening. Imidlertid føler jeg ikke rigtigt, at budskabet eller historien kommunikeres godt nok ud til alle dem, der ikke kender inspirationen bag “Veronika”. Raiven er dog en stærk formidler og hun synger godt live.