Eurovision-sæsonen 2025 er i fuld gang, og selvom mange lande endnu ikke har offentliggjort deres bidrag, har bookmakerne allerede udpeget deres tidlige favoritter.
Som sæsonen skrider frem, og flere lande afslører deres bidrag, vil oddsene sandsynligvis ændre sig. Det bliver spændende at se, hvordan de faktiske sange og optrædener vil påvirke bookmakernes forudsigelser og, i sidste ende, hvem der løber med sejren i Basel den 17. maj 2025.
De tidlige odds er ofte baseret på historiske resultater, landenes succes, deltagere i nationale udvælgelser og rygter om udvalgte deltagere, før de bliver offentliggjort. Nationer som Sverige, Italien og Ukraine har en tendens til at ligge højt på listen, allerede inden sangene er blevet afsløret.
Sverige overtager føringen og Finland stiger
Ifølge de seneste odds har Sverige overtaget 1. pladsen med en vinderchance på 11%. Dette er ikke overraskende, da Sverige historisk set har klaret sig godt i konkurrencen og fordi landet i år byder på et comeback til den tidligere Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw.
Israel følger på 2. pladsen tæt efter med en vinderchance på 8%, repræsenteret af Yuval Raphael. Frankrig, med Louane som deres artist, ligger på en tredjeplads med 7% chance for sejr. Finland, som i går aftes valgte Erika Vikman med sangen “Ich komme”, er rykket op på en 4. plads med en vinderchance på 6%.
Den tidlige favorit, Belgien, er efter afholdelsen af Eurosong 2025, faldet til en 5. plads. Belgien er i år repræsenteret af Red Sebastian.
Tro på top 10 til Tyskland
Lige udenfor top 5 finder vi lande som Italien og Ukraine, der historisk set altid klarer sig godt samt Estland, som i år har fanfavoritten Tommy Cash med i sin nationale finale, hvilket angiveligt er årsagen til den høje placering hos bookmakerne.
Tyskland, som de senere år har haft en noget trist statistik i Eurovision med flere sidstepladser, ligger også overraskende godt til i top 10. En af forklaringerne kan være den nye tyske udvælgelse i 2025 med Stefan Raab i spidsen.
Tjekkiet er rykket op top 10 efter afsløringen af Adonxs’ bidrag “Kiss Kiss Goodbye”.
Danmark stiger og falder
Umiddelbart efter afsløringen af årets danske bidrag på pressemøde i DR, skete der en positiv udvikling på oddsene for dansk sejr. Danmark gik nemlig fra 27. plads, baseret på odds, og til en 16. plads.
![](https://www.good-evening-europe.dk/wp-content/uploads/2025/02/Odds-Danmark-ESc-2025-Eurovisionworld.com_.png)
Efterfølgende er Danmarks odds imidlertid steget, hvilket i skrivende stund placerer os på en 23. plads i feltet.
I bunden ligger 2 lande, som allerede har valgt sin artist og sang, nemlig Albanien og Montenegro.
Odds på vinder, Eurovision 2025
![](https://www.good-evening-europe.dk/wp-content/uploads/2025/02/Oddstjek-ESC-2025-9-2-2025.png)
Følg os på de sociale medier og hold dig opdateret om alt, hvad der sker forud for Eurovision 2025
På Facebook
På Youtube
På Instagram
På Bluesky
På X