Optakt: Luxembourg vender tilbage efter 31 år

Foto: RTL

Efter 31 års fravær, vender Luxembourg i år tilbage til Eurovision Song Contest. I aften afholder landet sit nationale grandprix, der har fået titlen “Luxembourg Song Contest”, hvor otte artister artister kæmper om sejren.

Vores udsendte medarbejder har været i Luxembourg siden onsdag, og har fulgt prøver, pressemøder og snakket med deltagerne. På baggrund af det, kommer her en optakt til hvad der kan forventes af aftenens show.

Advertisement

Showet

Luxembourg Song Contest bliver afholdt i Rockhal, som tidligere har huset koncerter med navne som Rihanna, P!nk og Måneskin, så det er er en arena, der er vandt til at afholde store begivenheder. Aftenens værter er Désirée Nosbusch, som var ved Eurovision 1984, influencer Melody Funck, samt Raoul Raos og Loïc Juchem, som til dagligt er faste værter på RTL Luxembourg. En lang række Eurovision vindere vil optræde i løbet af showet herunder Vicky Leandros (1972), Anne-Marie David (1973), Katrina (1997), Charlotte Perreli (1999), Ruslana (2004) og Alexander Rybak (2009)

Otte artister deltager i aften, og afstemingen vil bestå af 50% stemmer fra en international jury der består af Belgien, Cypern, Frankrig, Tyskland, Portugal, Slovenien, Sverige og UK, mens de sidste 50% vil komme fra en onlineafsteming på RTLs hjemmeside, der vil være åben under showet. Tre sange går videre til en superfinale, hvor en vinder bliver kåret.

Showet vises på RTL Player, og der vil både være en kommentator på fransk og på engelsk til at guide igennem showet. Hvis man ønsker at se showet, kan det findes HER fra kl. 20. i aften.

Herunder kan I læse om de otte deltagere i den rækkefølge de skal optræde i aften, vores indtryk fra generalprøven, og se vores interviews med dem:

Deltagerne

  1. Joel Marques – “Believer

Joel er 25 år gammel, og deltog sidste år i The Voice Germany, hvor han nåede semifinalen. Han er siden gået all in på musikken, og udkom i december med sin debut single. Nu er Joel klar til at tage endnu et stort skridt i sin musikkarriere, og i aften står han på sangen “Believer”, som netop handler om at turde tage en chance, og gå efter sine drømme.

Joel åbner det hele i aften, og det gør han med et festligt show, hvor han i selvskab med fire dansere leverer en flot koreografi. Røgmaskinen er i brug under hele nummeret, men der kommer ekstra røgeffekter ind til sidst, og alt i alt ser det bare rigtig flot ud på scenen. Joel leverer også en sikker vokal, så en stærk åbning fra den unge artist.

2. Edsun – “Finally Alive”

Edsun er 33 år og et kendt navn på den Luxembourgske musikscene. Han har udgivet musik siden 2015, og i 2018 vandt han prisen som Årets Artist ved Luxembourg Music Awards. Han har vundet flere andre priser i sit hjemland og har derudover danset professionelt i mange år, så det er en etableret entertainer vi får at se på scenen i aften.

Edsun er vild med farven rød, og det kan ses i hans optræden! Scenen lyser op i forskellige nuancer af rød i løbet af hans sang, og han er klædt i rødt fra top til tå. Han starter i en dans med en mandlig danser, og senere kommer flere dansere ind, til Edsun til sidst af omkranset af seks dansere. Der bliver kørt en stilfuld Michael Jackson-agtig koreografi, der passer godt til Edsuns 80´er inspirerede nummer. Edsuns vokal er slet ikke mærket af koreografien, og også her bliver der leveret en meget sikker vokalpræstation.

3. Naomi Ayé – Paumée Sur Terre

Naomi er årets yngste deltage, men på trods hun fyldte 16 for blot to dage siden, har hun masser af erfaring som musiker. Hun har spillet instrumenter, skrevet musik og sunget siden hun var helt lille, og var finalist i The Voice France Junior, hvor hun imponerede dommerne med sin store stemme.

Og netop den store stemmer kommer virkelig til udtryk, når hun synger Paumée Sur Terre på den store scene i Luxembourg, for hold da op hvor kan hun synge! Naomi er klædt i en hvid og sort galakjole, og der sker ikke det store på scenen i de tre minutter sangen varer, men det er tydelig man ønsker fokus skal være på sangen og Naomis flotte stemme. Hun ser noget nervøs ud i dele af sangen, så forhåbentlig kan hun få styr på nerverne inden den store optræden i aften.

4. Angy & Rafa Ella – “Drop”

Ligesom flere af de andre deltagere har Angy og Rafa Ella slået deres folder i talent shows inden deres deltagelse i Luxembourg Song Contest. Angy har deltaget i the Voice Belgien, men Rafa Ella har vundet både Luxembourgs Next Popstar og Top Voice Luxembourg. De har lært hinanden at kende gennem sangen de skal synge i aften, men har allerede dannet et tæt venskab.

Angy og Rafa Ella indtager scenen i sorte glitrende outfits og udstråler virkelig girl power, mens scenen er badet i sorte og pinke farver. Også her er der en gennemført koreografi i samarbejde med seks dansere, og det ser professionelt og flot ud. Angy og Rafa Ella har også fine stemmer, der der harmonerer flot.

5. One Last Time – “Devil in the Detail”

One Last Time er et ret nyt band, som har spillet sammen siden 2022, men med medlemmer der har et stort musikalsk repetoire. De beskriver selv deres musik som rock, der er både forvrænget og ren. På sangskriversiden har vi en gammel kending, da Albin Fredy, der har deltaget i DMGP 2013 og 2018, er en af komponisterne.

One Last Time leverer noget af et show med en baggrund af flammer og ild, og for første gang bliver pyros taget i brug på scenen. Fire af medlemmerne står i en ret klassisk bandopstilling, mens forsanger Andrea bevæger sig rundt på scenen, og henvender sig til både kameraet og publikum. Vokalen bærer en smule præg af den store aktivitet, men mon ikke Andrea er mere fokuseret, når det virkelig gælder.

6. Krick – Drowning in the Rain

Krick er 26 år, og arbejder til daglig som sygeplejerske. Hun har dog deltaget i The Voice Germany, og nu tager hun også springet og stiller op i Luxembourg Song Contest.

Aftenens store fanfavorit Krick står midt på scenen i en lang hvid kjole. Der bliver også virkelig taget brug af de flotte lyseffekter og baggrunden, og det ser nærmest magisk ud. Krick har også en kæmpe stemme, og og flere publikummer blev rørt under generalprøven, da hun optrådte. Fokus er 100% på hende og sangen, men hun kan virkelig bære det.

7. CHAiLD – “Hold On”.

25-årige CHAiLD er nok den mest etablerede artist I line-upet, og har bl.a. optrådt med Dean Lewis og Eurovision-kendingen Mahmood. Han har flere hits bag sig, hvor den mest kendte er Sick Water med den franske artist Max Universe.

CHAiLD træder ind på en scene der er klædt i rød og blå, og synger sit hjerte ud. Her kan man virkelig mærke at der er en artist, der mener hvert et ord han synger, og vi så ham også blive emotionel på scenen. Desværre påvirker det også hans vokal, men han oplevede flere tekniske problemer under prøven, så det kan også have spillet ind.

8. Tali – “Fighter”

Tali er 23 år gammel, og har udgivet musik siden hun var 16. Hun er vokset op i Sydamerika og Luxembourg, og hun bor i dag i New York, hvor hun studerer og har optrådt mange steder i byen. Men nu er hun tilbage i hjemlandet i håb om at repræsentere Luxembourg ved Eurovision Song Contest.

Tali går på scenen i et sort latex sammen med seks dansere, der også alle er klædt i latex. Det er en meget sensuel og heftig koreografi, men det ser meget imponerende ud, og det her ligner en pakke der er klar til Eurovision. I slutningen af sangen kommer der pyros, og det ser virkelig flot ud. Tali modtager generalprøvens største bifald.

Hvem vinder?

Efter at have set generalprøven prøver vi at komme med vores bud på en top 3 og en vinder. Vi vurderer at Tali og Krick er sikre kandidater til at komme i superfinalen. De leverede ved generalprøven og har nok de to stærkeste sange. Den tredje finalist er straks sværere. Naomi er et solidt bud med sin flotte stemme og den eneste sang på fransk. One Last Time brænder også igennem på scenen. Derudover skal man ikke udelukke de kendte navne i form af Edsun og CHAiLD. Der tales en del om dem blandt de luxembourgske journalister i pressencentret, og især CHAiLDS optræden har rørt mange. Så efter at have rådført mig med min luxembourgske siddemand må mit spontane bud være at CHAiLD snupper den tredje finaleplads.

Vi gætter dog på at vinderen kommer til at være enten Tali eller Krick, og det er næsten umuligt at spå om, hvem af dem der vinder i sidste ende. Men hvis vi følger mavefornemmelsen, må vi gætte på at vinderen af Luxembourg Song Contest 2024 bliver Tali.