Med Dansk Melodi Grand Prix 2025 kun få måneder væk har vi besøgt DR’s Grand Prix-chef Erik Struve Hansen, som her giver et eksklusivt indblik i arbejdet bag næste års show.
I et interview med Simon Falk fra Good Evening Europe fortæller Erik om udvælgelsen af de otte finalister, om ambitionerne for Eurovision samt om håndteringen af det mentale pres, der følger med deltagelsen i et stort show som Eurovision. Vi får også nye afsløringer om deltagere, genrer og tilblivelsen af sangene.
Nederst i artiklen får du en opsummering på alle de detaljer, vi pt. kender omkring Dansk Melodi Grand Prix 2025.
Et stærkt lineup til Herning
For et par uger siden kunne DR sætte et punktum for det intensive arbejde med at finde de rette sange og artister, og Erik Struve Hansen er yderst tilfreds med resultatet.
– Jeg er top tilfreds. Vi har et fuldstændigt forrygende felt af sange! Jeg vil være stolt af at tage hver og én med til Schweiz, og tror på alle kan bringe os i den finale,” fortæller han.
– Det har været en proces, som trak lidt ud, fordi der altid er nogle detaljer og allersidste beslutninger, der kan afhænge af deltagerne eller deres baglands endelige beslutninger. Det har været en kompliceret kabale, for der har været meget at vælge imellem.
I udvælgelsen af de sange, som DR tror på både kan gøre sig godt i Dansk Melodi Grand Prix og give os et godt resultat i Eurovision, har der i år været større fokus på variation og mangfoldighed. “Vi har kigget på, hvordan vi kan optimere sangene, så de både gør sig godt i Melodi Grand Prix og har potentiale i Eurovision. Det handler om at skabe et fedt show, men også finde de sange, som rører lytterne med det samme,” forklarer han.
Variation og nye globale tendenser
Årets artister og sange afsløres ved et pressemøde den 6. februar 2025, men allerede nu giver Erik flere hints med på vejen. Én af årets finalister synger på dansk, der er gensyn med en tidligere Eurovision-deltager fra Danmark, og så er den helt store ballade tilbage i Melodi Grand Prix.
DMGP 2025 feltet byder på noget for enhver smag, og variationen blandt sangene er tydelig.
– Nogle tager dig ind i en Eurovision lyd og tradition, nogle kommer med de helt store følelser, nogle kommer indenfor musikgenrer, man ikke har set i Dansk Mrlodi Grand Prix eller Eurovision nogensinde, men som tager os ind i nogle globale tendenser lige nu, siger Erik og tilføjer:
– Et ekstremt spændende og lovende felt, som jeg tror virkelig meget på, og jeg er mega spændt på, hvordan I fans vil reagere på dem, når de kommer ud. Jeg håber, I bliver lige så glade for dem, som vi er og kan høre, at der sker der noget nyt, siger Erik.
Erik forklarer, at bidragene hver især skiller sig ud på forskellige parametre og karakteriserer sangene som “enormt stærke, effektive, umiddelbare, rørende, går ind i én med det samme og dansevenlige”.
Markant stigning i interessen fra songwriting camps
Halvdelen af sangene er i år blevet til i samarbejde med 3 forskellige songwriting camps eller fra sangskrivere, som plejer at skrive til Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision. Erik Struve fortæller, at det drejer sig om sangskrivere fra Danmark, Sverige og Norge, der alle har en stærk track record og som til dagligt kun sidder og skriver Eurovision sange.
Et markant højere antal sange end normalt kommer fra songwriting camps, hvor DR har haft en tæt dialog og har været ude og præsentere hvad, de mener, gør et godt Eurovision nummer, fortæller Erik og uddyber:
– Den helt store sang eller pop banger, som du forstår, kan afkode og som virker på dig som lytter aller første gang, eller et hyper pop nummer, som har en humor eller en ironi.
Han forklarer desuden, at DR i år har haft førstevalg på sangene og ikke måtte nøjes med bidrag, som er fravalgt i andre landes nationale udvælgelser.
Dansk Melodi Grand Prix 2025 byder også på sangskrivere og producere, som har lavet rigtig mange hits ved siden af Eurovision og ifølge Erik er kendt for et hav af hits herhjemme, herunder også sange som har klaret sig rigtig godt i udlandet.
Det mentale pres på Eurovision-artisten
Med Eurovision som det ultimative mål er der fra DR’s side stor opmærksomhed på at klæde vinderen godt på til den internationale scene. Efter et Eurovision år, der har båret præg af politiske spændinger, kontroverser omkring diskvalifikationen af Joost Klein, og hvor flere deltagere oplevede er stort psykisk pres, har EBU annonceret et nyt adfærdskodeks for at beskytte artisterne.
Erik fortæller, hvordan også DR i år har fokus på psykologisk opbakning:
– Vi holder tidlige møder med artisterne for at gøre dem klogere på, hvad de går ind til. Opbakningen, både psykologisk og i forhold til presserådgivning, vil følge dem hele vejen igennem, forklarer han.
Afstemningsformatet i Melodi Grand Prix 2025
Afstemningen i Dansk Melodi Grand Prix 2025 vil følge samme model som i år, hvor både seernes stemmer og en ekspertjury vægter resultatet. Ifølge Erik Struve Hansen fungerer denne kombination rigtig godt:
– Vi synes det er supervigtigt, at vi har danskernes dom, men vi synes også det er vigtigt, at der sidder nogle eksperter med Eurovision øret skruet godt på, som kommer fra både det danske fan- og ekspertmiljø samt internationale repræsentanter. Den kombi har vi været glade for og synes fungerer godt“
Der kan komme små justeringer i fordelingen mellem seernes og juryens vægtning og antallet af jurymedlemmer i forhold til 2024.
Drømmen om en topplacering
Når snakken falder på målsætningerne, er Erik ikke i tvivl: “En top 10-placering vil være fantastisk – og også gerne en sejr“, men det er vigtigst at skabe et super godt Dansk Melodi Grand Prix, at få knækket koden og at Danmark klarer sig godt, siger Erik.
Han slutter med et smil: “Os der arbejder med Melodi Grand Prix og Eurovision i DR er i gang året rundt og bruger så meget krudt på at få det hele løftet, så meget vi kan. Det synes jeg, vi begynder at kunne mærke resultatet af, når man ser det line-up af navne og de sange, der kommer. Jeg er pavestolt!
Vi siger mange tak til Erik Struve Hansen for at tage sig til at opdatere os om Dansk Melodi Grand Prix 2025.
Se interviewet her:
Facts om Dansk Melodi Grand Prix 2025
Showet og datoer
- Dansk Melodi Grand Prix 2025 finder sted den 1. marts i Boxen Herning.
- Den 7. januar offentliggøres værterne og information om hvad, der kommer til at ske i Herning
- Senere i januar afsløres navnet på en tidligere Dansk Melodi Grand Prix-artist, som optræder i showet (ikke deltager)
- På et pressemøde den 6. februar afsløres alle artister og sangskrivere, og sangene bliver frigivet samme dag.
Finalister og sange
- Otte finalister deltager i Dansk Melodi Grand Prix
- Alle 8 artister og sange er udvalgt
- Feltet inkluderer:
- En sang på dansk (som kan oversættes)
- En tidligere Eurovision-deltager fra Danmark
- En sang beskrevet som “Den helt store ballade”
- Flere sange skabt på 3 forskellige songwriting camps med sangskrivere fra både Danmark, Sverige og Norge
- Sangskrivere og producere med et stort bagkatalog af hits udenfor Eurovision, både i Danmark og internationalt
- Flere sange fra den åbne udvælgelse (DR’s upload database)
- Genrer: Både sange der repræsenterer både klassisk Eurovision-stil og nye globale genrer, som aldrig før har været med i DMGP.
Udvælgelsesprocessen
- Halvdelen (4-5 sange) af sangene er skrevet på camps eller af sangskrivere med stærke Eurovision-referencer.
- Artister har været igennem en udvidet casting med både sangtest og koreografitest
Afstemning
- Samme afstemningsmodel som sidste år med både seerstemmer og en ekspertjury
- Juryen inkluderer internationale repræsentanter og danske Eurovision-eksperter (som udgangspunkt 10/10)
- Ole Tøpholm er ansvarlig for juryen
Vision og ambitioner
- Erik håber på en top 10-placering i Eurovision – og drømmer om en sejr
- Stort fokus på at ruste den danske vinder til det mentale pres i Eurovision med psykologisk opbakning og presserådgivning.
[…] Image source : Sarah Louise Bennett / EBU | Source: Good evening Europe […]