Panelet bedømmer Gabry Ponte – “Tutta l’Italia” (Eurovision 2025)

Så vidt jeg har forstået, så er San Marinos bidrag til Eurovision i år i virkeligheden kendingsmelodien til årets San Remo festival. Til det formål er teksten og stilen jo perfekt. Som San Marinoas bidrag er det virkelig pudsigt, men jeg kan kan bare slet ikke lade være med at synge med eller holde op med at grine over, at et andet land end Italien deltager med en lovprisning af Italien, men på den front må San Marino og Estland jo blot vente og se, hvem italienerne falder mest for. Jeg synes “Tutta l’Italia” er et festfyrværkeri, der bør være repræsenteret i finalen for det ultimative lørdagsshow.  

Mette S.

Når Estland kritiseres for at mobbe Italien, men det ikke er problematisk at reducere landet til at være “Spaghetti, Vino og Mona Lisa”, så kan man jo diskutere måden at give kritik på. Nå, lad det ligge. Det handler om San Marino – eller det gør det jo så overhovedet ikke. Jeg synes, produktionen er virkelig datet, og teksten er – for nu at sige det pænt – virkelig primitiv og halvpinlig. Men jeg kan ikke komme udenom, at omkvædet bare er virkelig, virkelig catchy, og et der sætter sig fast med det samme. 

Daniel

Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skal tænke om San Marinos bidrag i år. Det lyder som noget, der kunne være det italienske fodboldlandsholds officielle VM-sang – og festen er da også i gang fra første sekund. De første point var allerede hjemme for mit vedkommende, da det stod klart, at San Marino er repræsenteret af én af mine ungdomshelte: 1/3 af Eiffel 65!
Det er tilpas skørt og underholdende til at kunne trække seerstemmer, men samtidig må jeg indrømme, at det bliver ret repetitivt, og der er måske ikke voldsomt meget at hente rent musikalsk. Jeg er virkelig splittet – for jeg både smiler og sukker lidt, hver gang jeg hører “Tutta l’Italia”.

Mette C.

Det her er en af de sange, hvor jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig skal mene om den. Den er ret catchy, og man kommer helt klart til at kunne huske den når der skal stemmes – men det er også lidt småskørt med en sanger med bind for øjnene, Gabry som fyrer den af bag sin mixerpult – ja, så er det jo moderne, som vi lærte i love love peace peace – og et par dansere som styrter rundt. Det er meget repetitivt, vel også for meget, men den skal nok klare sig godt. Jeg bliver ikke helt fanget, men på den anden side, så anerkender jeg, at San Marino for en gangs skyld kommer med noget som jeg kan holde ud at lytte til. 

Mikal

San Marino er endnu et land der har været meget udfordrede i Eurovision gennem tiden. Nærmest ikke en eneste kvalifikation til finalen og derudover aldrig rigtig en bestemt type af repræsentation som de kan holde fast i og stå ved. I år er ingen undtagelse, der desværre efterlader en logning for more

Clara