Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 37 artikler tæller ned til musikfesten i Liverpool til maj med reviews af årets sange i både artikelformat og som videoer på vores Youtube-kanal.
Som en del af vores optakt til Eurovision Song Contest har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 1. april tæller vi ned med en sang pr. dag.
Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias/Asger) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.
Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.
Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.
Om panelet:
I panelet sidder 14 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt årets sange en karakter jf. Eurovision-skalaen (1-12 point).
Alessandra – Queen of Kings
Reviews
Daniel: Alessandra løfter taget, løfter niveauet og bliver dette års ubestridte vinder for mit vedkommende. At sangen går direkte ind på førstepladsen på Spotifys viral-liste allerede inden den vandt i Norge, siger meget om sangens kvaliteter, og når Alessandra er så dygtig og ægte en performer, så har vi altså her en seriøs udfordrer til hende svenskeren.
Clara: Queen of Kings er måske min favoritsang i dette års Eurovision. Sounden minder mig både om Pirates of the Carribean og norsk folkemusik og jeg elsker den kombination. Jeg tror godt vi kan regne med et virkelig stærkt norsk resultat i år, både på baggrund af hvordan sangen er blevet taget imod af fanklubberne samt sangens umiddelbare appel for de seere som ikke har hørt alle sangene inden de bliver sendt i tv.
Mette: En sang, som har alle kvaliteterne til at klare sig godt i Eurovision og gå til tops i seerafstemningen. Med “Queen of Kings” får vi nærmest en filmisk optræden med drama, mystik og vikinge vibes. Wild Dances anno 2023?
Alessandra er i en klasse for sig både performancemæssigt og vokalt (whistlenoten er for vild!). Hun indtager scenen med selvtillid, charme og indlevelse og får koreografien til at se helt naturlig ud.
Jeg har ikke taget stilling til “Run to The Hills”-lighederne, da 99% af seerne aldrig har hørt den, og det derfor ikke får nogen indflydelse på resultatet i Liverpool.
Simon: Jeg var lidt forbeholden til at begynde med overfor Alessandra, for Ulrikke var min favorit i det norske Melodi Grand Prix. Men da jeg så den live i Trondheim Spektrum til finalen var jeg solgt, for det her er en kæmpe banger og et fantastisk nummer at sparke hele Eurovision 2023 igang med. Alessandra har så meget energi og power på scenen og sangen sætter sig på hjernen ret hurtigt, så selv om hun nok må kæmpe om en anden mørkhåret kvinde fra et af Norges nabolande om en topplacering, er hun i mine øjne sikkert i finalen.
Mikal: Queen of Kings er en rigtig god starter med masser af god energi fra Alessandra. Sangen er godt opbygget, den er genkendelig og sætter sig hurtigt hos en. Sangen kunne godt minde om noget vi har set før fra f.eks. Ruslana og Clara Hammerström, men her leveres det mere elegant.