Panelet vurderer Micky Skeel – “Glansbillede” (DMGP 2023)

Artistfoto: DR

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 8 artikler tæller ned til musikfesten den 11. februar i Arena Næstved med reviews af årets sange. I dagens artikel vurderer vi Micky Skeel’s “Glansbillede”.

Som en del af vores optakt til den store aften har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 31. januar tæller vi ned med en sang pr. dag.

Advertisement

Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.

Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Årets anmeldere fra Good Evening Europe og Melodigrandprixcfans.dk | Foto: Privat

Om panelet:
I panelet sidder 13 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og rangeret årets sange jf. Eurovision-skalaen (mellem 3 og 12 point, da vi kun har 8 sange i Melodi Grand Prix 2023).

Læs præsentation og se interviews med årets artister her >>

Micky Skeel – “Glansbillede”

Reviews

Hvem sagde Robbie Williams – “Feel”? Indledningen førte mig i hvert fald tilbage til noget genkendeligt, og det er resten af sangen egentlig også, for det her er for mig det mest “danske” bidrag i år. Ikke kun pga. sproget, men hele den lyd som nummeret har, og man kan godt høre at Micky er en dygtig popsnedker. Det her er sådan noget som publikum ude foran skærmene sagtens ville kunne sende i superfinalen, jeg tror bare ikke den ville have en særlig god chance hvis den skulle komme til ESC. Men i DMGP fungerer den perfekt.

Simon

Den er meget sød, og jeg er glad for, den er på dansk. Teksten er fin, og sangen er likeable og nogenlunde behagelig, dog meget rolig. Jeg forestiller mig, den godt kan spilles på P4 og lignende kanaler.

Zakarias

Der er noget Thomas Holm (ham med “Nitten”) over sangen. Det er det samme genkendelige hverdags-billedsprog og lidt naivistiske tekstunivers. Det er ikke en ulempe for mig, for det er jeg meget begejstret for. Det er måske sangen med det mest catchy omkvæd i år, og så gør det nok heller ikke noget at sangen er på dansk. Klart en finalekandidat.

Mikal

En af de sange, som i første omgang ikke fangede mig, men som efterfølgende bare er blevet hængende. Den er catchy, dygtigt skrevet og bliver leveret af en virkelig dygtig performer, så jeg tror faktisk, vi her har en dark horse til en plads i superfinalen – for jeg tror, der kommer til at sidde rigtig mange i familien Danmark, der vil labbe det her i sig.

Daniel

Micky Skeel leverer med “Glansbillede” en lille perle og et budskab, som jeg tror vil gå rent ind: Vi går alt for meget op i, hvad andre folk tænker. Brænd dit Glasbillede. Det er OK ikke at have styr på det hele!
En glad og både sing-along- og clap-along venlig sang med ét af årets bedste omkvæd og et effektfuldt “Hey!” til at sparke gang i festen!
Jeg har fulgt Micky siden mødet med ham ved DMGP 2015 og glæder mig til at opleve den talentfulde sanger på Grand Prix-scenen, hvor jeg er sikker på, at han med sit nærvær og sin varme personlighed vil løfte sangen yderligere! Et godt bud på en top 3-sang.

Mette

Glansbillede er en af den slags sange som, i hvert fald for mig, kræver at den bliver gennemlyttet nogle gange inden den rigtigt slår igennem. Den er gået fra at være lidt hen ad “øh seriøst?” til “ja tak, en gang til” for mig. Den er ikke min favorit i år men kunne sagtens ende i en finale. Tvivler dog på at den vinder og bliver sendt til Liverpool.

Michael

En meget dansk sang, der lyder som taget direkte ud af P4’s playliste. “Glansbillede” leder mine tanker hen på Rasmus Seebach. Det er bestemt ikke dårligt, og jeg tror bestemt den har et stort publikum i Danmark, men samtidig synes jeg også, sangen er uspændende med mange knapt så vellykkede rim. Den kandiderer til en placering i top 3 i Næstved, men sangen har næppe nogen vinderchancer og ville heller ikke have særlig store chancer for at komme videre fra en Eurovision-semifinale. .

Marek

Afstemning

Artistfoto: DR

Videopanelet diskuterer “Glansbillede”

https://youtu.be/yjlfE5_xBv4