Redaktionens favorit julesange sunget af DMGP-artister (del 2)

Julen er tid for traditioner, hygge og selvfølgelig musik. I denne artikelrække dykker vi ned i den unikke samling af julesange, der bringer et strejf af grand prix-magi til den skønne juletid. Good Evening Europe-redaktionen har omhyggeligt udvalgt en liste af vores favorit julesange, alle fremført af tidligere deltagere i Dansk Melodi Grand Prix.

Fra de klassiske julesange, til flotte ballader og over festlige popnumre, spænder vores liste over både forskellige genrer og sprog, hvilket også afspejler grand prix’ets fantastiske mangfoldighed. Nogle af disse sange er nye fortolkninger af klassiske julehits, mens andre er originale kompositioner, der måske endnu ikke har fundet vej til din juleplayliste?

Advertisement

Så tænd for julelysene, find dine yndlings julesmåkager eller juleslik frem, og lad julestemningen tage over.

Hvilken julesang er din favorit? Deltag i debatten på vores Facebook profil, hvor du i øvrigt også kan finde alle vores bud på redaktionens favorit julesange sunget af Eurovision-artister.

Sys Bjerre – Det’cember

Sangen er tilføjet af: Mikal

I slutningen af 2000’erne var Sys Bjerre overalt på den danske musikscene. Derfor kom der selvfølgelig også en julesang, og selvfølgelig var den spækket med et tykt lag ironi og humor på tekstsiden.

Rap-delen af sangen er i øvrigt indspillet af Sys Bjerres daværende kæreste, Philip Halloun, som deltog i DMGP tilbage i 2012. Det var først i 2020 vi fik lov at se Sys Bjerre på grand prix-scenen, da hun stillede op med den mere seriøse side af sig selv på sangen Honestly. Her får I dog den tidlige, ironisk ladede udgave af Sys Bjerre:

Bryan Rice – Ønsketid

Sangen er tilføjet af: Daniel

Tilbage i 2010 var danskerne meget tæt på at sende Bryan Rice afsted til Eurovision Song Contest. Han måtte dog nøjes med en andenplads, og siden har han deltaget flere gange som både solist og sangskriver.

Dengang havde Bryan Rice formentlig ikke det samme forhold til jul som i dag. Hans julesang, Ønsketid, handler nemlig om at have mistet den julestemning, der plejede at gøre december så speciel. Den har han heldigvis genfundet takket være datteren, som har bragt juleglæden tilbage i den lille familie, og som også har været inspiration til en smuk jule-ballade:

Jakob Fauerby & Hilda Heick – Hvis En Ged Er Alt Jeg Får

Sangen er tilføjet af: Mette

Vi skal tilbage i det humoristiske hjørne, men samtidig med en seriøs vinkel, når Jakob Fauerby og Hilda Heick stiller op for Folkekirkens Nødhjælp og synger om glæden ved at give en ged i julegave. Musikvideoen er fantastisk humoristisk – hvem har ikke drømt om at se Jakob Fauerby klædt ud som gangsterrapper? Sangen rammer samtidig ned i samme gryde som f.eks. Do They Know It’s Christmas og Happy Xmas (War Is Over) med det seriøse og vigtige budskab om at huske at give til dem, der ikke har meget.

Hilda Heick har stået på grand prix-scenen mange gange i løbet af 1980’erne, og har også været jury i både DMGP og Eurovision, mens vi endnu ikke har kunne byde Jakob Fauerby velkommen på scenen. Hvis du læser med Jakob, så er vi mange der vil være glade for at se dig 🙂

Bossen og Bumsen – Op Til Jul

Sangen er tilføjet af: Daniel

Vi bliver i det humoristiske hjørne lidt endnu, for da dansk hiphop var ungt og nyt var der også gang i julesangene fra den kant. Og de havde i dén grad en tyk ironisk distance til julen. Et af de bedste eksempler er den til lejligheden nydannede gruppe med Jazzy H fra Østkyst Hustlers og Chief 1 fra Rockers By Choice, som både hylder julen og tager afstand til den i et fantastisk, småkaotisk mix af familieanekdoter og forfærdelige oplevelser fra Strøget.

Chief 1 kender de danske grand prix-fans efterhånden rigtig godt. Som sangskriver har han vundet DMGP fire gange, mens han som solidt i 2021 sikrede sig en tredjeplads sammen med Thomas Buttenschøn. Her får du ham i sin ungdom med en fabelagtig og sjov julesang med tilhørende lige så fabelagtig og sjov musikvideo:

JUICE, SOAP, Christina & Remee – Let Love Be Love

Sangen er tilføjet af: Mikal

Fra det humoristiske hjørne skal vi nu over til en dansk supergruppe med nogle af 90’ernes største navne indenfor dansk r’n’b og pop. Let Love Be Love er en af de allerstørste danske juleklassikere med sit fængende omkvæd og velsyngende kunstnere, og budskabet om at lade kærligheden lede dig videre her i juletiden.

Gruppen har haft meget med DMGP at gøre på kryds og tværs – Christina Undhjem deltog i 2009, Suriya i 2012, og så har Remee skrevet de danske vindersange i både 2012 og 2015. Her får du hele gruppen samlet på en vaskeægte juleklassiker:

L.I.G.A. – Gentleman

Sangen er tilføjet af: Mila

Vi skal selvfølgelig også et smut forbi det mest almindelige tema i julemusik – ulykkelig kærlighed. For hvad skal man dog stille op, når hende man er forelsket i konstant slæber de forkerte fyre med hjem? Man skal selvfølgelig stille sig op og være den gentleman hun mangler, og hvilken bedre anledning til det end juletiden?

Selvom L.I.G.A. ikke har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix som gruppe, har de alligevel en vis tilknytning til konkurrencen. Det var nemlig i 2012 at Ihan Haydar slog igennem som trommeslager for Soluna Samay, og med sin smittende energi smeltede danskernes hjerter. Siden vandt hun også grand prix’et i 2022 sammen med Reddi. Her får du hende dog sammen med Nicky Russell i L.I.G.A.s bud på en julesang.

Kandis – Bjældeklang

Sangen er tilføjet af: Mette

Ingen gennemgang af julesange uden en genindspilning af en klassisk børnesang. Men hvordan lyder sådan en egentlig, hvis den skulle spilles på TV2 Charlie? Kandis giver et godt bud her, hvor de både holder sig tro mod det, sangen oprindeligt kan, men også mod bandets egen lyd, hvilket giver en vellykket dansktop-børnesang.

Kandis er Danmarks største dansktopband, og i grand prix-sammenhænge kender man dem fra 2005, hvor de stillede op med Lonnie Fra Berlin som dengang var et pænt stykke fra sejren, men som siden er blevet lidt af en klassiker.

Ekspressen – Julen Er Lang

Sangen er tilføjet af: Daniel

Vi bliver i genren “dansktop man kun kan blive glad af”. Er der noget der kan få undertegnede til at trække på smilebåndene som en glad julegris, så er det at se Ekspressen folde sig ud, og i musikvideoen til denne sang får den ikke for lidt. At sangen så samtidig er en kæmpe jule-banger gør bare det hele meget, meget bedre. Man smiler, griner lidt, synger med og kan samtidig ikke sidde stille.

Ekspressen var tidligere kendt som Humørekspressen, og det var også under det navn, de i 2019 stillede op til Dansk Melodi Grand Prix med sangen Dronning Af Baren.

VLR – Lars Christian

Sangen er tilføjet af: Mette

Hvis du lige bruger et minut på at tænke over spørgsmålet: “Hvad vidste du ikke, du havde brug for her i juletiden?” Ja, så var du nok ikke kommet frem til det svar, vi her leder efter: “En dansk udgave af Last Christmas der handler om at være så fattig i juletiden, at man knalder sin bankmand for at udløse et lån.”

Det er ikke desto mindre hvad folkene på Vejle Lokal Radio – VLR – leverede i 2011, da de oversatte Last Christmas til Lars Christian, som er en 55-årig homoseksuel bankmand, som vores hovedperson gerne vil låne penge af – og så må man jo gøre hvad der skal til for at overtale ham til at sige ja.

En af folkene bag sangen hedder Tom Andkjær. I 2005 stod han i front for bandet Chihuahua, som deltog i Dansk Melodi Grand Prix med den Søren Poppe-skrevne sang Uh La La La.

Maja og De Sarte Sjæle – Den Værste Jul Ever

Sangen er tilføjet af: Mette

“Kære Julemand. Tak for ingenting!” Så er stilen lagt, og herfra fortsætter Maja og De Sarte Sjæle i vanlig selvironisk stil med at fortælle om “den værste jul ever”, hvor alting bare går galt. Igen er vi ovre i det humoristiske hjørne, ikke mindst fordi sangen er eminent klogt skrevet om noget, man jo egentlig ikke burde grine af.

Maja og De Sarte Sjæle gjorde deres entré på den danske grand prix-scene i 2020, da de deltog med sangen Den Eneste Goth i Vejle.

Snapshot – Nu Er Det Jul Jul Jul

Sangen er tilføjet af: Daniel

Vi slutter af med endnu en sang i den mindre seriøse og mere humoristiske ende af skalaen, for her spørger Snapshot om det egentlig gør noget at gå fallit, når bare man gør det i julen? Hvem gider egentlig bruge julen på at tænke på penge? Ikke de to Snapshot-kvinder i hvert fald, for her får den fuld skrald!

Snapshot var tæt på sejren i deres første grand prix-deltagelse i 1983 med “Gi’r Du Et Knus”. Siden blev det til fire deltagelser, men først da Lotte Feder gik sammen med Kenny Lübcke i 1992 gav det en sejr med “Alt Det Som Ingen Ser”.