Finland vælger i år samme vej, som både Sverige, Cypern og Belgien valgte sidste år, nemlig Singer-Songwriter-stilen. “Da da dam” har i både genre og fremførelse en del ligheder med Tom Dice, som sidste år sang “Me and me guitar” til en flot 6. plads, uden at Paradise Oscar dog når op på helt samme høje niveau.
På den positive side, så er hele atmosfæren omkring nummeret dejlig simpel, afslappet, behagelig og ukrukket og uden diverse forstyrrende elementer til at tage fokus fra sangen.
På trods af et ellers noget fortærsket budskab, som årligt støves af og genanvendes i nye former, så virker Paradise-Oscar (med det borgerlige navn Axel Ehnström) faktisk oprigtig i overensstemmelse med singer-songwriter stilen uviser han ægte personligt engagement i sangen.
Det kan være farligt, at synge om at redde verden, hvis hensigten alene er at score billige points i form af stemmer. Jeg husker med gru hollandske The Toppers, som floppede fælt med “Shine” og Schweiz’ noget søgte gruppesammensætning i Six4One og “If we all give a little”, som seerne, efter stemmerne at dømme ikke havde problemer med at gennemskue.
Men Oscar synger fra hjertet og vi får et levende billede af “young Peter”, som sagtens kunne være Oscar selv. Med sin unge, let barnlige og uspolerede fremtoning er Oscar den perfekte sanger til at synge en sang med dette budskab og med sangens simple omkvæd. Omvendt så kan et omkvæd som “Da da dam” også virke en smule substansløst og med Oscars lidt barnlige udseende hurtigt lede tankerne hen på børne-MGP.
Både bookmakere og fans sender Finland i finalen og også startpositionen udgør en fordel for Paradise Oscar. Finlands kvalifikationsstatistik er ikke prangende, men hælder alligevel til den positive side for landet.
“Da da dam” har ifølge min opfattelse ikke det ekstra, der skal til for at gå hele vejen. Men på den anden side, har den Jamen Blunt-inspirerede lyd med Oscars
smukke budskab, en overbevisende levering og det sing-along-venlige omkvæd bestemt også potentiale.
Jeg giver et lille 4-tal, og tror at Finland har gode chancer for en finaleplads i Düsseldorf.
Gennemsnit: 3,8
Kvalifikation: Marginal finalist
Multimedia. Husk at
stemme på dine favoritter i GEEs Pre-chart Voting.