Melodifestivalen 2025 tegner sig til at blive en stjernebesat begivenhed med flere tidligere vindere, der vender tilbage til konkurrencen. Ifølge Aftonbladet vil både Måns Zelmerlöw, Arvingarna og John Lundvik deltage igen.
Seneste rygte fra Aftonbladet er, at 2025 bliver året, hvor vi får den verdenskendte svenske model, Victoria Silvstedt at se på scenen i Melodifestivalen.
Den nu 50-årige model, skuespiller, sanger og tv-vært startede sin karriere som glamourmodel og repræsenterede i 1993 Sverige i Miss World. Hun opnåede stor international anerkendelse efter at være blevet kåret som Playboy “Playmate of the Year” i 1996 og har arbejdet for nogle af de største modehuse i verden, herunder Chanel, Dior og Valentino. Victoria har også medvirket i adskillige tv-shows, været vært på både franske og italienske versioner af Lykkehjulet og haft roller i tv-serier og film, herunder Melrose Place og Malibu CA. Udover sin karriere i underholdningsbranchen er hun en succesfuld iværksætter og investeringsentusiast med interesse for aktiemarkedet.
Silvstedt udgav sit album Girl on the Run gennem EMI i 1999 med singlerne “Hello Hey”, “Rocksteady Love” og “Party Line”, som blev guld-certificeret i Sverige. I 2010 udgav Silvstedt sin fjerde single, “Saturday Night”, et cover af danske Whigfield.
Herunder et par videoer fra arkivet med Victoria Silvstedt, som senest optrådte under årets “Vi elsker” festival i Stockholm.
2025-værterne er afsløret
I dag blev det desuden officielt afsløret, hvem næste års værter bliver. Edvin Törnblom og Keyyo er klar til lede seerne igennem næste års 6 shows, som lægger vejen forbi forskellige byer i Sverige, herunder Malmö, Gøteborg, og Stockholm.
Edvin Törnblom, født i 1996, er en svensk tv-vært, komiker og forfatter, kendt for podcasten Ursäkta og sin bog Bögen är lös. Han er populær i Sverige for sin humoristiske stil og medvirken i shows som “Bäst i test” og “Masked Singer Sverige”.
Kristina “Keyyo” Petrushina, født i 1997 i Omsk, Rusland, er en svensk komiker og tv-vært, der blev kendt gennem sin YouTube-kanal. Hun har medvirket i programmer som “Talang” og “Bäst i test” og udgav i 2021 bogen “Mitt livs buffé”.
Følgende deltager angiveligt i Melodifestivalen 2025
Måns Zelmerlöw – Vinderen af Eurovision 2015 med sangen “Heroes” vender angiveligt tilbage for fjerde gang i Melodifestivalen. 2025 markerer 10-året for Måns’ Eurovision sejr.
Frans Jeppsson Wall – Vinder af Melodifestivalen 2016 med “If I Were Sorry”, som sluttede på 5. pladsen ved Eurovision (Deltager ifølge Aftonbladet måske som sangskriver)
Arvingarna – Det ikoniske band, som vandt Melodifestivalen i 1993 med “Eloise”, har deltaget seks gange tidligere og er kendt for deres schlagerhits.
John Lundvik – Vinderen fra 2019 med “Too Late For Love” og en trofast deltager i Melodifestivalen. Melodifestivalen 2025 kan blive hans fjerde forsøg i konkurrencen
Kaliffa – En debutant i Melodifestivalen, men en stor figur på den svenske hiphopscene. Kaliffa er bl.a. kendt for hittet “Helt seriöst”.
Andreas Lundstedt – Kendt fra gruppen Alcazar. Andreas har deltaget ni gange før og gør nu angiveligt sit 10. forsøg.
Dolly Style – Pigerne i Dolly Style har deltaget tre gange tidligere og vender nu ifølge Aftonbladet tilbage med deres farverige og festlige Eurodance-stil
Malou Prytz – Malou debuterede i 2019 og har deltaget tre gange tidligere.
Scarlet – Heavy metal-duoen Scarlet deltog første gang i 2024 og forventes nu at gøre comeback i 2025.
Klara Hammarström – Med hits som “Run to the Hills” er Klara blevet en fanfavorit. Hun har deltaget 3 gange før i Melodifestivalen. Det forlyder at Moa ”Cazzi Opeia” Carlebecker er blandt sangskriverne på Klaras bidrag.
Björn Holmgren – slog igennem via Tiktok og fik et hit i 2022 med sangen ”Ut med allt”, som også toppede den svenske hitliste
KAJ – den finlandssvenske humorguppe KAJ består af de tre medlemmer Kevin Holmström, Axel Åhman og Jakob Norrgård, og blev dannet i 2009 i Finland. I hjemlandet har de udgivet syv albums og skrevet samt opført to musicals.
Arwin Ismail – Det 16-årige stjerneskud Arwin slog igennem på Tiktok og udgav sin første sang sidste efterår. Sidst på sommeren var han en af de kunstnere, der optrådte under Rockbjörnen.
Angelino Markenhorn – deltog i Melodifestivalen i 2022, men blev slået ud i sin delfinale.
Kristofer Greczula – er kendt fra bl.a. Grammisgalan og ”Allsång på Skansen”.
Erik Segerstedt – deltog i 2009 med Baby goodbye (EMD) og i 2013 med Hello Goodbye.
Linnea Henriksen – tidligere Idol deltager og vært på Melodifestivalen, har skrevet sange sammen med Orup og turneret med Gyllene Tider.
Ella Tiritiello – blev kendt som 14-årig for sin optræden med Aviciis “For a Better Day” med Kungliga Filharmonikerna
Fredrik Lundman – kendt som “The Swedish Cowboy” fra Idol 2021
—
Melodifestivalen finder sted over seks uger fra februar til marts 2025 i forskellige byer rundt om i Sverige, herunder Malmö, Gøteborg, og Stockholm
Hold øje med opdateringer om flere deltagere og nyheder om dette års shows her på Good Evening Europe.