For 25. gang siden 1993 er der fundet en vinder af Barbara Dex Award 2017. Den belgiske Eurovision-webside songfestival.be har siden sidste søndag kørt en afstemning, og idag blev det afsløret, at prisen gik til Montenegro’s Slavko Kalezić.
Den velkendte Barbara Dex Award tildeles hvert år til Eurovision Song Contest’s værstklædte deltager, 1 uge efter finalen. Prisen er opkaldt efter den første vinder af prisen, Barbara Dex, som i 1993 fik hård kritik efter at have båret en kjole, som hun selv havde designet. Sidste år vandt Kroatiens Nina Kraljić prisen, ligesom også artister som Milan Stanković, Rona Nishliu og t.A.T.u. også har haft den tvivlsomme ære at modtage prisen.
Selvom Slavko ikke kvalificerede sig til finalen, så havde seerne altså ikke glemt ham – Hverken hans lange fletning, gennemsigtige bluse eller skinnende bukser. Resten af top 3 bestod af Triana Park fra Letland og Martina Bárta fra Tjekkiet. Du kan gense deres optrædener herunder.
Under prøverne i Kiev var der snak om, at Anja Nissen – med sin havfrue buksedragt – ville være en oplagt kandidat til prisen. Det var dog før, Anja valgte at skifte til sin klassiske røde kjole fra den danske finale.