Den 1. marts 2025 bliver en aften fyldt med musik, glitter og feststemning, når Dansk Melodi Grand Prix 2025 løber af stablen. Showet sendes direkte fra Jyske Bank Boxen på DR1, og sidste års værter, Stéphanie Surrugue og Sara Bro, står igen klar til at føre både seere og publikum igennem en uforglemmelig Grand Prix-fest.
Det afslørede DR her til aften i en story på Instagram med titlen “Dansk Melodi Grand Prix er nødt til at få Sara og Stephanie tilbage som værter”.
De to værter bliver officielt først præsenteret som værter imorgen den 7. januar sammen med information om, hvad der kommer til at ske i Herning i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix 2025.
Ombord på Danmarks største partybus
– Det er simpelthen en gigantisk fornøjelse igen at være ombord på Danmarks største partybus, lyder det nemlig fra Stéphanie Surrugue og tilføjer:
– Dansk Melodi Grand Prix forankrer sig i en dansk og europæisk tradition, som har en kulturel betydning, der rækker ud over musikken.
Hun peger ligeledes på, at Dansk Melodi Grand Prix er et skud livsglæde i en kompliceret tid, og at det er noget, vi alle trænger til.
Læs mere: Melodi Grand Prix 2025 artister – Rygter og hints
En del af en ‘Grand Prix-familie’
Lørdag den 1. marts står Stéphanie Surrugue på scenen i Jyske Bank Boxen sammen med radio- og tv-vært Sara Bro.
– Jeg er virkelig glad for at være en del af begivenheden sammen med min egen festraket af en ‘work wife’, Sara Bro, siger Stéphanie Surrugue.
Sidste år var første år, at de to garvede værter sammen skulle lede seerne gennem Dansk Melodi Grand Prix, som blev afholdt i DR Koncerthuset. Sara Bro husker tilbage på aftenen som en magisk oplevelse. Samtidig står hun med en følelse af at være blevet en del af en ‘Grand Prix-familie’.
– Der er en helt speciel stemning og de bedste, vildeste og mest dedikerede fans, som skaber en ramme fyldt med glæde og glimmer, siger Sara Bro og fortsætter:
– Jeg håber, at folk er klar på endnu en Grand Prix-fest med en masse god musik og underholdning – og jeg glæder mig til at byde alle hjemme i stuerne og alle, der kommer i Boxen, et kæmpe gigantisk velkommen – selvfølgelig sammen med mit store idol og makker, Stéphanie Surrugue.
Læs mere: Optakt til DMGP 2025: Afsløringer og spændende nyheder fra Grand Prix-chefen
En konkurrence som samler os alle
Programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR, Erik Struve Hansen, kalder Dansk Melodi Grand Prix for et traditionsfyldt program, der hvert år fejrer den danske musik- og sangskrivertradition.
– Musikken, showet og dagene omkring samler os alle på tværs af hele landet og forskellige generationer, siger Erik Struve Hansen.
Han fortæller ligeledes, at sidste år så over én million danskere med, og det vidner i den grad om, at showet stadig formår at skabe fællesskab og engagement på tværs af landet.
De otte artister, der skal optræde og konkurrere i Dansk Melodi Grand Prix 2025 bliver offentliggjort den 6. februar ved et pressemøde i DR Koncerthuset.
Lang vej op til Jørgen de Mylius’ rekord
Med Stéphanie Surrugue og Sara Bro som årets værter for andet år i træk skriver de sig ind i rækken af profiler, der har haft æren af at stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix 2 gange. Men der er stadig et godt stykke vej op til det uofficielle værts-mesterskab, som Jørgen de Mylius har haft fast greb om i Grand Prix-historien. Med hele 11 gange som vært siden 1978 er han den mest benyttede vært i showets historie – en rekord, der sandsynligvis vil stå stærkt i mange år endnu.
Dansk Melodi Grand Prix har gennem tiden haft mange ikoniske værter, men ingen har som Mylius formået at blive synonym med showet og dets lange tradition. Du kan se listen over de mest brugte værter i listen herunder.
Læs også: Se alle Melodi Grand Prix værter gennem tiden
Vært | Antal shows |
---|---|
Jørgen de Mylius | 11 |
Volmer Sørensen | 5 |
Adam Duvå Hall | 3 |
Annette Heick | 3 |
Birthe Kjær | 3 |
Felix Smith | 3 |
Jacob Riising | 3 |
Jarl Friis-Mikkelsen | 3 |
Johannes Nymark | 3 |
Keld Heick | 3 |
Louise Wolff | 3 |
Tina Müller | 3 |
Artisterne offentliggøres 6. februar
De deltagende artister til Dansk Melodi Grand Prix 2025 afsløres om under en måned, og billetsalget til showet er igang via Ticketmaster. Ses vi i Herning?
Facts om Dansk Melodi Grand Prix 2025
Showet og datoer
- Dansk Melodi Grand Prix 2025 finder sted den 1. marts i Boxen Herning.
- Den 7. januar offentliggøres værterne og information om hvad, der kommer til at ske i Herning
- Senere i januar afsløres navnet på en tidligere Dansk Melodi Grand Prix-artist, som optræder i showet (ikke deltager)
- På et pressemøde den 6. februar afsløres alle artister og sangskrivere, og sangene bliver frigivet samme dag.
Finalister og sange
- Otte finalister deltager i Dansk Melodi Grand Prix
- Alle 8 artister og sange er udvalgt
- Feltet inkluderer:
- En sang på dansk (som kan oversættes)
- En tidligere Eurovision-deltager fra Danmark
- En sang beskrevet som “Den helt store ballade”
- Flere sange skabt på 3 forskellige songwriting camps med sangskrivere fra både Danmark, Sverige og Norge
- Sangskrivere og producere med et stort bagkatalog af hits udenfor Eurovision, både i Danmark og internationalt
- Flere sange fra den åbne udvælgelse (DR’s upload database)
- Genrer: Både sange der repræsenterer både klassisk Eurovision-stil og nye globale genrer, som aldrig før har været med i DMGP.
Udvælgelsesprocessen
- Halvdelen (4-5 sange) af sangene er skrevet på camps eller af sangskrivere med stærke Eurovision-referencer.
- Artister har været igennem en udvidet casting med både sangtest og koreografitest
Afstemning
- Samme afstemningsmodel som sidste år med både seerstemmer og en ekspertjury
- Juryen inkluderer internationale repræsentanter og danske Eurovision-eksperter (som udgangspunkt 10/10)
- Ole Tøpholm er ansvarlig for juryen