Tel Aviv live: Dag 2 – reviews og video fra dagens tekniske prøver (Belgien – San Marino)

Foto: Thomas Hanses

Belgien

Flot og enkelt sceneshow. Eliot er flankeret af stortrommer på begge sider, der bliver betjent af danserne. Han er iklædt noget, der ligner en træningsjakke, der er to numre for stor til ham, og sammen med lyssætningen giver det det hele et meget sci-fi inspireret feel. Vokalt lød han lidt usikker til første gennemløb, men vokalen blev markant bedre undervejs. God interaktion med kameraet og mange charmerende smil.
En del af grafikken (den sort/hvide) minder os lidt om musikvideoen til Sergey Lazarevs “You are the only one”.

Ligesom ‘Wake Up’ minder mange fans om Blanche’s ‘City Lights’, så har også Eliot som artist flere lighedspunkter med den unge, Blanche.
Helt klart én af vores favoritter til at kvalificere sig (Se også opsamlingen, hvor vi trækker i land igen 🙂 )

Advertisement

Georgien

Meget effektfuld grafik, hvor Oto ved hjælp af LED-gulvet går på en bro over bølgende vand, mens baggrunden viser et bjerglandskab i uvejr, som undervejs står i flammer. I tråd med sangens budskab om færre grænser mellem mennesker kører der en pigtråds-wire hen over baggrunden under showet.
Oto brillerer rent vokalt og giver en meget dramatisk optræden, som også i det visuelle er med til at kommunikere sangens budskab. Med sig på scenen har han et mandekor klædt helt i sort.
Jamala-vibes!


Australien

Allerede ved allerførste blik, inden Australiens prøve rent faktisk går i gang, er der wow-reaktioner her i pressecentret.
Kate er iført en lang kjole og er i frit fald i universet blandt planeterne.
Med sig på scenen har hun 2 korsangere, der ligesom hende selv står på de bøjelige poles fra den nationale finale.
Mere fokus på korsangerne og udtrykket hos både Katie og korsangerne virker mere dramatisk end i den australske finale.
Visuelt tager Australien os med i deres eget univers og man glemmer helt, at denne her optræden rent faktisk finder sted på en scene.
Douze point for genialt brug af både LED-baggrund og gulv til at skabe en imponerende 3D-effekt.
Det lyder også som om der er blevet ændret en smule på sangen så koret har fået et boost mod slutningen der drukner Kates vokal. Korets ekstra boost gør desværre at sangen slutter lidt rodet og larmende.

Island

Island har tonet læder-looket en lille smule ned i showet. Til gengæld virker det hele fantastisk godt og dynamikken mellem growler-forsangeren (Mathias) og falset-sangeren (Klement) fungerer helt perfekt. Det skinner for alvor igennem, at de to er vokalister i verdensklasse.

Hatari har placeret Einar på toppen af et gigantisk “fuglebur”, hvor han bruger sin tid med at svinge et par hvide piske rundt.

Det virker som om, der er mere fokus på Klemens, end der var i en islandske finale, og Mathias træder af og til i baggrunden mod buret.

Undervejs i showet får vi pyro og flammer på LED-væggen bag “fugleburet”.

Man kan sige meget om Hatari, men de leverer hele pakken og burde ikke kun appellere til tv-seerne, men også til juryen.

Vi er ret enige om, at Hatari kommer til at styre mod toppen, ikke blot i denne semifinale, men også i finalen.

Estland

Man sidder stadig og er i gang med at fordøje Island, mens Victor Crone synger. Den sandwich, som Victor er havnet i, kunne godt koste ham pladsen i finalen.
Det er svært at udtale sig ret meget om, hvordan showet virker, for det er mest green-screen, vi har har i pressecentret. Victor snurrer og laver pop-postures, mens alt er grønt omkring ham.

Ellers så har vi guldfarvet grafik i gulv og bagvæg, ligesom vi også får storm og lyn.

Showet er meget klassisk sat op med Victor i fokus. Han er uden tvivl en en flot sanger, som med sin iørefaldende popsang vil have en bred appel, men staging’en får ham også til at fremstå en smule distanceret, grænsende til arrogant, i forhold til seeren.
Vokalt fik Victor folk til at udveksle “yikes”-blikke til hinanden under første gennemløb, hvilket dog blev langt bedre undervejs. Under de tekniske prøver ligger fokus jo også på flere ting, end lige den vokale del. Dog er man mere tryg ved en artist, som f.eks. Oto fra Georgien, som uden problemer gav den 110% igennem HVER gang.

Portugal

Portugal har ændret en smule på showet siden den nationale finale.Scenen er domineret af rødt både på gulvet og bagskærmen, hvilket giver en rigtigt god kontrast til de to artister, der er blevet klædt i metalliske grønne dragter.

Til vores sidemands store glæde er danseren i bar overkrop.

Det fungerer meget godt og vokalt er det stensikkert. Det lyder også til, at der blevet skruet ned for den skarpe og lidt kaotiske tromme, der overtog sangen en smule i den originale udgave.

Ligesom Island et unikt bidrag, som skiller sig ud.

Grækenland

Grækenland er det 5. land i 2. halvdel af semifinale 2, som leverer en teknisk prøve, der overstiger alle forventninger.

Eventyrligt og magisk. Smukt og dragende. Det er nogle af de ord, man kan bruge om Katerine Duska’s show til ‘Better Love’, som bl.a. involverer dansere i tyl og sabler og masser af blomster.

Grækenland er nu 2. favorit til at vinde semifinale 1 og i modsætning til Cypern, som låner det meste af sin koreografi, show-elementer og – hvis man lytter til kritikken – også sang – fra tidligere bidrag, så er Katerine Duska’s bidrag i vores øjne et bedre bud på vinderen af semifinale 1 – hvis altså ikke Island løber med den.

San Marino

Serhat i hvid habit flankeret af fire dansere også klædt i hvidt. Grafikken på bagskærmen ligner noget fra en musikvideo i 80’erne eller 90’erne. De vigtige dele af lyrikken kører i baggrunden, mens Serhat udfører alle de gængse moves.

Det hele ender i, at Serhat’s to mandlige dansere står fremme på scenen med lysende gule megafoner (som dem fra coveret) mens ‘Na Na Na’ kører over skærmen i baggrunden. Alt sammen lidt forudsigeligt.

God respons i pressecentret, hvor der danses med på Serhat’s moderne, men stadig lidt datede take på disco.
Man skal aldrig sige aldrig, men Serhat skal bruge rigtig mange seer-stemmer for at opveje den lussing, han står til at få fra juryen.

Opsamling

Anden halvdel af semifinale 1 må siges at have et rigtig stærkt felt. Måske også stærkere end først antaget.

Australien var på forhånd ikke særlig højt rated blandt mange fans, men med et nyt show lykkedes det Kate at vinde dagens presseafstemning, som ESCXTRA står for – med Grækenland og Island på en delt 2. plads.

Mindre godt ser det ud for Estland, som vi også gav en del kritik. Victor slutter sidst i afstemningen.

Vores review af Belgien, som blev dagens første og dermed svær at sammenligne, bærer præg af, at vi ikke kunne forudse, hvad der kom efter.

I øjeblikket ligger Belgien, som har været blandt vores favoritter, i fare for slet ikke at komme videre til finalen. Så vi må trække lidt i land her.

Skal man pege på finalister fra denne semifinale så må Grækenland, Australien og Island være sikre. Vi har også et godt øje til Georgien, Portugal og Belgien, men spørgsmålet er, hvor mange finalister 2. halvdel af semifinale 1 kan trække.

Fra første halvdel tror vi på Cypern, Serbien, Tjekkiet og Ungarn. Men andre kunne også blande sig i kampen ?

I morgen skal danske Leonora på scenen for første gang! Vi opdaterer dig naturligvis om både prøve og den efterfølgende pressekonference her i Expo Tel Aviv.