Pharfar, Klumben, Chapper og Peber a.k.a. Humørekspressen gjorde i går deres debut på Grand Prix-scenen i Jyske Bank-Boxen med deres festlige bidrag ‘Dronning af Baren’.
Og det var ikke en hvilken som helst dronning, de 4 gutter havde med på scenen. Den velformerede popo i glitterkjolen tilhører nemlig én af Danmarks mest populære Drag Queens, Tinus de Schunard.
Du husker måske Tinus fra programmet ‘Danmark har Talent’ eller fra TV2’s ‘Dig og mig’ reklame. Den 31-årige Cabaret-dronning og Burleque-artist har bl.a. vundet Frk. Verden, Nattens Dronning og Miss Draghouse og anses som én af Danmarks absolut bedste Drag Queens.
Humørekspressen afsluttede i øvrigt showet med konfetti og alle regnbuens farver repræsenteret i LED-grafikken.