Tivoli fejrer 181-års fødselsdag med kæmpe Melodi Grand Prix fest!

Foto: Bax Lindhard

Pressemeddelelse: Der er lagt op til en kæmpe fest med candyfloss og popcorn, når Annette Heick, Gry og Lonnie Devantier synger grandprix-klassikere på Plænen i anledning af Tivolis 181-års fødselsdag den 15. august. Københavnere og turister kan se de velkendte røde jakker, hvide bukser og bjørneskindshuer ud ad byens vinduer når Tivoli-Garden går deres traditionelle strøgparade fra Kongens Nytorv. Fødselsdagen byder også på det verdenskendte balletkompagni New York City Ballet, som danser i Koncertsalen mens Pantomimeteatret viser to forestillinger, heriblandt fortolkningen af H.C. Andersens Klods-Hans.

I år falder fødselsdagen på en torsdag, og Tivoli er klar til at markere denne særlige dag med musik, parader, ballet og fyrværkeri. Tivolis medarbejdere vil stå langs hovedalleen med dannebrogsflag og byde gæster velkommen. Fra forlystelseshaven åbner klokken 11.00 og frem til klokken 15.30 uddeles der også vouchers til candyfloss og popcorn ved Plænen, som er inkluderet i entréprisen.

Advertisement

Gamle klassikere på Plænen

Dagen skal fejres, når sangerinde, skuespiller og entertainer Annette Heick byder velkommen til Syng Med på Plænen klokken 19.00. Sammen med Gry, der vandt danskernes hjerte med sit ikoniske rejehop, til lyden af Kloden Drejer, og Lonnie Devantier, der vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen Hallo Hallo, vil hun skabe en fællessangfest for gæster i alle aldre. Teksterne vil være synlige på storskærme, så alle kan synge med. Og mon ikke man kan forvente en fødselsdagssang i anledningen.

Annette Heick, vært på Syng-med, er klar til at fejre fødselsdagen

”Tivoli fylder år, og dagen skal fejres med sang og musik fra tre damer, der dog ikke er helt så gamle som Tivoli. Gry, Lonnie og jeg selv underholder med grandprix musik fra fem årtier og får hjælp af det altid sangglade publikum på Plænen. Vi synger alt fra Dansevise, til Waterloo, til Disco Tango og i det hele taget sange, som folk kender. Tivoli Salonorkester står som altid klar og lægger an til en times fest og fællessang. Medbring flag og højt humør, og så sørger vi for underholdningen. Vi glæder os.”

Gry, der vandt det danske Melodi Grand Prix med Kloden Drejer, siger:

”Torsdag den 15. august har Tivoli fødselsdag. Jeg ved ikke, hvad Tivoli ønsker sig, men jeg har i hvert fået et kæmpe ønske opfyldt. Nemlig at stå på scenen og lave et grandprix show med Annette og Lonnie. Jeg føler mig som verdens heldigste Gry.”

Lonnie Devantier, der vandt det danske Melodi Grand Prix med Hallo Hallo, siger:

Det er svært at forestille sig en aften i bedre selskab. Jeg får lov til at stå på scenen med gode veninder og synge grandprix-sange, som alle kender og kan synge med på. Jeg glæder mig til at fejre Tivolis fødselsdag i den gamle Have, og jeg garanterer god stemning og kærlig til musikken. Personligt har jeg masser af minder om store oplevelser i Tivoli, så for mig, bliver det en særlig oplevelse, som jeg glæder mig til at dele med alle fødselsdagsgæsterne.

Foto: Michelle Berg

Fødselsdagsfyrværkeri

Når aftenmørket er faldet, fortsætter festlighederne ved Tivoli Søen klokken 22.00 hvor Tivoli illuminationer vil forvandle området med musik, ild, lasere, lys og røg. Festlighederne slutter af med et storslået fødselsdagsfyrværkeri klokken 22.45 ledsaget af musik af H.C. Lumby, specielt sammensat til fødselsdagen.

Program for Tivolis fødselsdagsfejring torsdag den 15. august

11:00             Tivoli åbner med flagning fra Tivolis medarbejdere.

11:00-15:30  Uddeling af candyfloss og popcorn.

12:00-17:00  Rasmus Klump forestillinger en gang i timen ved Rasmus Klumps Hus.

15:30             Tivoli-Gardens strøgparade fra Kongens Nytorv til Tivoli.

16:50             Tivoli-Gardens medaljeoverrækkelse på Plænen.

18:30             Harlekin Mekanisk Statue på Pantomimeteatret.

19:00             Syng med i Tivoli med Annette Heick, Gry og Lonnie Devantier på Plænen.

20:00             Klods-Hans ballet på Pantomimeteatret.

20.00             New York City Ballet I Koncertsalen (kræver særskilt billet)

22:00             Tivoli illuminationer med musik, ild, lasere, lys og røg på Tivoli Søen.

22:45             Fødselsdagsfyrværkeri ledsaget af musik af H.C. Lumby.