Sent fredag aften skal Tyskland finde sin deltager i årets Eurovision. Det foregår i showet “Eurovision Song Contest – Das deutsche Finale 2024”. Der er 9 deltagere i finalen, deriblandt en tidligere Eurovision-deltager.
I den gode gamle dage var Tyskland et af de lande, som altid måtte regnes med blandt favoritterne. Især i firserne havde de deres guldalder, med en sejr til Nicole og hele fire andenpladser. Siden da har tyskerne haft sværere og sværere ved at få fundet de sange, som kunne give dem de gode placeringer, og siden 2015 er kun blevet placeret bedre end en 25. plads en enkelt gang, nemlig i 2018, hvor de til gengæld fik en fjerdeplads med den smukke og stemningsfulde “You Let Me Walk Alone”, sunget af Michael Schulte.
Af dømme efter bookmakerne, ser det dog lige nu ud til, at tyskerne kunne have fat i noget i år. Således har bookmakerne dem lige nu på en 8. plads, hvilket, taget deres seneste placeringer i betragtning, vel nærmest må betegnes som et drømmescenarie.
Blandt de ni deltagere i aftenens show bemærker vi navnet Max Mutzke. Han har repræsenteret Tyskland en gang før, nemlig i 2004, hvor han sang “Can’t Wait Until Tonight” til en hæderlig 8. plads. Derudover, så er der gensyn med Ryk, som deltog i den tyske finale da førnævnte Michael Schulte vandt, nemlig i 2018. Dengang blev det til en 3. plads til Ryk. I år er han bookmakerfavorit til at blive Tysklands repræsentant i Eurovision. Nævnes kan det også, at en tredje deltager, Marie Reim, er datter af Michelle, som deltog i Eurovision 2001 med “Wer Liebe lebt”.
Otte af de ni finalister er udvalgt direkte til finalen blandt de indsendte bidrag. Efter at have udvalgt de otte sange udvalgte den tyske tv-station NDR 15 kunstnere, som deltog i en programrække, kaldet “Ich will zum ESC!” – Jeg vil til ESC! Her var de gennem et forløb med to mentorer, blandt andet Conchita Wurst, hvor de blev skåret ned uge for uge, indtil der efter fem uger kunne findes en vinder. Vinderen blev Floryan, som altså vandt æren af at deltage i Eurovision Song Contest – Das deutsche Finale.
I finalen vil vinderen dels blive fundet gennem 50% international juryafstemning. Juryen består af fem personer fra hver af landene Island, Kroatien, Litauen, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. De andre 50% af magten ligger hos seerne. Hhv. jurystemmer og seerstemmer laves om til pointskalaen 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point. Ved pointlighed er det seerne, som har den endelige afgørelse.
Showet foregår i Berlin, og værten er Barbara Schöneberger. Hun var første gang vært ved en tysk finale i 2014, og har, pudsigt nok, derefter kun misset finalen i 2018, hvor tyskerne jo fandt deres mest succesfulde bidrag siden de vandt i 2010 – så lad os håbe for tyskerne, at det ikke er den gode Barbara der bringer uheld, og at de også kan finde et godt bidrag med hende som vært.
Opdatering: Showet starter fredag 16/2-24 klokken 22:20, og kan ses her: https://www.eurovision.de/
Hør alle ni finalesange her:
Deltagerne i Eurovision Song Contest – Das deutsche Finale optræder i denne rækkefølge:
Sang nummer | Artist | Sang |
---|---|---|
1 | NInetyNine | Love on a Budget |
2 | Leona | Undream You |
3 | Isaak | Always on the Run |
4 | Galant | Katze |
5 | Floryan | Scars |
6 | Bodine Monet | Tears Like Rain |
7 | Ryk | Oh Boy |
8 | Marie Reim | Naiv |
9 | Max Mutzke | Forever Strong |