Mange havde ventet, at Ryk ville løbe med sejren, da Tyskland skulle finde deres Eurovision-bidrag, men både juryer og seere ville det anderledes.
For mange fans var Ryk den oplagt vinder, da Tyskland sent fredag aften skulle finde deres bidrag til Eurovision 2024 i showet Eurovision Song Contest – Das deutsche Finale. Da juryernes stemmer begyndte at strømme ind, stod det dog hurtigt klart at Ryk ikke ville vinde, og han endte da også på en beskeden femteplads hos juryerne.
Til gengæld var der mange point til Isaak, som havde fremført nummeret “Always on the Run”, og han vandt også seerafstemningen. Max Mutzke, som repræsenterede Tyskland ved Eurovision 2004, fik en andenplads hos både jury og seere, mens favoritten Ryk med en tredjeplads i seerafstemningen fik den endelige tredjeplads.
Juryen bestod af repræsentanter fra disse otte lande: Island, Kroatien, Litauen, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. Både jury- og seerstemmer blev lavet om til pointskalaen 12, 10, 8, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.
Showet havde blandt andet besøg af Mary Roos, som deltog i Eurovision for Tyskland for 40 år siden, i 1984, med sangen “Aufrecht geh’n”, og Conchita Wurst kiggede forbi og overrakte trofæet til Isaak.
Det fulde resultat af Eurovision Song Contest – Das deutsche Finale:
Sang nr. | Artist | Sang | Jurypoint | Seerpoint | I alt | Placering |
---|---|---|---|---|---|---|
1 | NinetyNine | Love on a Budget | 3 | 3 | 6 | 7 |
2 | Leona | Undream You | 2 | 1 | 3 | 9 |
3 | Isaak | Always on the Run | 12 | 12 | 24 | 1 |
4 | Galant | Katze | 6 | 5 | 11 | 5 |
5 | Floryan | Scars | 1 | 2 | 3 | 8 |
6 | Bodine Monet | Tears Like Rain | 8 | 4 | 12 | 4 |
7 | Ryk | Oh Boy | 5 | 8 | 13 | 3 |
8 | Marie Reim | Naiv | 4 | 6 | 10 | 6 |
9 | Max Mutzke | Forever Strong | 10 | 10 | 20 | 2 |