Måns Zelmerlöv og Mel Giedroyc var værter, da det britiske Eurovision: You Decide fredag aften fandt sin vinder. Showet havde dansk deltagelse, men det blev desværre ikke til sejr for sangen ‘Sweet Lies’ skrevet af Lise Cabble og tidligere A Friend in London-medlem Esben Svane.
BBC havde i år introduceret et nyt format, som bød på 3 dueller med den samme sang, sunget af 2 forskellige artister i 2 forskellige musikalske stile.
I første runde blev vinderen af hver duel fundet af en ekspertjury, mens superfinalens resultat blev besluttet af tv-seerne.
De 3 artister og sange i superfinalen var:
- Kerrie-Anne – Sweet lies
- Jordan Clarke – Freaks
- Michael Rice – Bigger than us
Vinder blev Michael Rice, som skal repræsentere Storbritannien i Tel Aviv til maj.